Bomberør affyret mod mor og datter i Rosengårdcentret

Tirsdag aften måtte en mor søge dækning med sin datter, da tre ukendte gerningsmænd affyrede bomberør ind i Rosengårdcentret.

En mor var tirsdag aften nødt til at søge i skjul med sin datter i Rosengårdcentret, da tre mænd skød fyrværkeri ind i centret ved blå indgang tæt på Føtex.

Episoden fandt sted klokken 20.07.

Hverken mor eller datter kom til skade, men Fyns Politi er alligevel klar til at sigte gerningsmændene, når de fanges.

- Når man skyder indenfor, er der risiko for at ramme nogen. Derfor er der oprettet en sag for at volde fare for liv og førlighed, fortæller vagtchef Milan Holck.

Overvågningsbilleder af episoden

Han fortæller desuden, at de tre mænd, der er set løbe fra centret, endnu ikke er identificeret eller anholdt.

Politiet efterforsker sagen og vil i løbet af onsdagen se overvågningsbilleder fra centret.

Selvom bomberørene blev affyret midt i juletiden, var der få mennesker til stede i centret. Det skyldes, at Rosengårdcentrets butikker, foruden fødevarebutikkerne, er lukket som følge af de skærpede coronarestriktioner.