I det fynske folks tjeneste

Bor 7.737 kilometer væk: Jeff har købt sæsonkort til OB’s kampe

Jeff Gingold fra Seattle i USA har købt et sæsonkort til OB’s kampe. Et møde med OB-spillere på en tur med ligalandsholdet gjorde ham til OB-fan i 1990’erne. 

Amerikanske Jeff Ginholds forkærlighed for dansk fodbold startede i 1970’erne under en rejse til Danmark. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix / OB (collage)

Alle fodboldkampe er indstillet som følge af coronaviruspandemien, og de danske fodboldklubber har svært at sælge billetter og sæsonkort, da det er uvist, hvornår der igen kan spilles kampe på grønsværen.

Alligevel kan den fynske superligaklub OB på sin hjemmeside fortælle, at den har solgt et sæsonkort til amerikanske Jeff Gingold, der arbejder som advokat og bor i Seattle i delstaten Washington omkring 7.737 kilometer fra Odense Stadion. 

Læs også Odense Kommune nedlægger forbud mod OB-træning

- Jeg elsker dansk fodbold, og det er en måde at takke klubben og støtte den i en hård tid. OB er en klub med megen historie, og da jeg så, at man håbede på hjælp ved ikke at bede om pengene tilbage på sæsonkortet, selv om man ikke kan komme på stadion, så synes jeg, at et køb var det eneste rigtige at gøre, siger Jeff Gingold ifølge OB’s hjemmeside fra sit hjem i Seattle.

Mødte OB-spillere på tur med ligalandsholdet

Hans forkærlighed for dansk fodbold startede i 1970’erne under en rejse til Danmark. 

 - Jeg var til en konference i San Diego i 1997, hvor det danske ligalandshold var med i en turnering med USA, Peru og Mexico. Jeg kendte til dansk fodbold helt tilbage fra 1973, hvor min svigerbror og svigerinde introducerede mig for det i Danmark, hvor jeg var på besøg. Så jeg købte billetter til kampene og kontaktede Bien, som er en amerikansk avis på dansk og bliver udgivet i Californien. Her overtalte redaktøren mig til at droppe mit allerede bookede hotel og få et værelse på det hotel, hvor danskerne boede. Det gjorde jeg så, selvom det ikke var en opgradering, forklarer han.

Læs også OB kan genoptage træningen

På hotellet mødte han de daværende OB-spillere Michael Hemmingsen, Steen Nedergaard og Per Pedersen, og sidstnævnte er han venner med den dag i dag. Han har efterfølgende også mødt OB’s legendariske målmand Lars Høgh og tidligere landstræner og OB-træner Richard Møller Nielsen, og derigennem er han blevet tilhænger af klubben. 

Hvornår OB spiller igen, og om det bliver med Jeff Gingold på tribunerne, er endnu uvist. Et sæsonkort koster 699 kroner.