I det fynske folks tjeneste

Borgere i Dyrup bekymret for et nyt mini-Vollsmose

En lokalplan gør borgere i Dyrup bekymrede for, om der bliver opført ubeboelige lejligheder, samt om en stor andel almene boliger vil gøre det til et mini-Vollsmose.

00:11

Video: Morten Aalbek

I Vollsmose skal 1000 boliger rives ned, og de familier, der bor der skal genhuses. Et af udspillene fra Odense Kommune er at opføre 120 boliger i et område ved Dyrup, og det får nogle af borgerne til at bekymre sig. 

For kort tid siden kendte Mikkel Vahl og Lars Rosholm ikke hinanden, men de har to ting til fælles. De bor begge i Dyrup, og så er de begge bekymrede for den lokalplan, der er fremstillet.

De to beboere har indkaldt til et borgermøde tirsdag aften i forbindelse med lokalplansforslaget.

Hvis planen bliver vedtaget, vil det dreje sig om 260 boliger fordelt på 23.300 kvadratmeter. To rækker med rækkehuse og to rækker med etagebyggeri i to til fire etager.

  Foto: Grafik: David Moritz

 

Frygter et mini-Vollsmose

- Vi er bange for, at når der bliver bygget et fire etagers bolig tæt på en motorvej, hvem har så lyst til at bo i de lejligheder, og hvordan kommer vi af med de lejligheder, siger Mikkel Vahl. 

På den anden side af motorvejen ligger Heliosvænget overfor Dyrup. Det var tidligere på listen over ghettoer og nu frygter beboerne, at det nye område kommer til at minde for meget om en ny ghetto. 

Læs også Nedrivning i Vollsmose: Sådan vil det foregå

- Vi vil gerne have det samme antal almennyttige boliger her i området, som der er generelt i Odense. Jeg har ikke lyst til, at det skal blive et nyt mini-Vollsmose, siger Lars Rosholm. 

Ifølge Odense Kommune har der været dialog mellem bygherre og Civica om en andel af almene boliger i området. Men der forelægger endnu ikke en aftale. 

Ligeledes har Vejdirektoratet gjort indsigelse, og mener ikke at lokalplanen kan gennemføres, da de mener, at der skal støjskærmes, fordi støjniveauet ikke ville være indenfor gældende lovkrav. Til gengæld vil Vejdirektoratet gerne indgå i en dialog om en revideret plan. 

Stort fremmøde i Dyrup

Til borgermødet tirsdag aften var der mødt et talstærkt antal beboere op fra Dyrup. 

- Lokalplansforslaget er i høring, og vi lytter derfor til alle de bekymringer, der måtte være. Vi har allerede nu hørt bekymringer omkring støj og almene boliger, og det forsøger vi at besvare efter bedste evne, siger Morten Møller Iversen, Afdelingschef for byudvikling og økonomi i Odense Kommune.

Mikkel Vahl er også begejstret for fremmødet, som han vurderer på at være op mod 200 mennesker. Han synes, at oplægget fra kommunen har været godt.

Læs også Hjælper kvinder i Vollsmose i job: - De skal ikke lukke sig inde og ødelægge deres liv

- Det giver alle borgerne et godt indblik i, hvad planerne er. Det tror jeg ikke, vi har haft før. Så nu kan borgerne stille de spørgsmål direkte, som de har prøvet at stille mange gange før, siger Mikkel Vahl. 

Den 6. januar udløber høringsfristen, og borgere kan tilkendegive deres mening på odense.dk/høring