Borgerlig vrede: - Dybt rystende, at Odense ikke har fået styr på børneområdet

Chokunderskud i Børn- og Ungeforvaltningen er udtryk for manglende styring og ledelse, lyder det fra byrådets to borgerlige partier.

Venstre og Konservative i Odense Byråd tager stærke ord i brug, efter at det nu står klart, at der er opbygget et foreløbigt underskud på op mod 70 millioner kroner i Børn- og Ungeforvaltningen.

- Det er rystende, siger Venstres Jane Jegind.

- Rådmanden har svigtet, siger den konservative Kristian Guldfeldt.

De borgerlige kunne onsdag morgen læse i Fyens Stiftstidende, at økonomien er løbet løbsk for den radikale Børn- og Ungerådmand Susanne Crawley (R)

Før sommerferien var underskuddet i Familie og Velfærd på godt 28 millioner kroner. Nu er der imidlertid udsigt til, at underskudet bliver langt større og lander et sted mellem 50 og 70 millioner kroner.

Børn- og Ungerådmanden foreslår derfor, at der søges ekstern hjælp for at nedbringe underskuddet.

- Det gør jeg i erkendelse af, at jeg ikke tror min egen forvaltning kan løse opgaven, siger Susanne Crawley til Fyens Stiftstidende.

Venstre: Dårlig ledelse

De to store borgerlige partier i byrådet har kun hovedrysten til overs for den melding.

- Det er simpelt hen dårlig styring og manglende ledelse fra både børnerådmanden og borgmesterens side, siger Jane Jegind.

På et byrådsmøde før sommerferien gjorde hun opmærksom på, at der skulle tages stærkere styringsredskaber i brug for at nedbringe underskuddet.

 - Vi i Venstre indstillede til byrådet den 26. juni, at politikerne i både Ældre- og Handicapudvalget og Børn- og Ungeudvalget fik forelagt en handlingsplan for, hvordan man kunne nedbringe det forventede underskud på 28 millioner betragteligt inden årets udgang, siger Jane Jegind.

Forslaget blev dog forkastet af et stort flertal i byrådet. Borgmester Peter Rahbæk Juel begrundede det med, at han havde en klar forventning om, at underskuddet kunne nedbringes med kommunens sædvanlige økonomistyringsmetoder.

- Så længe vi er halvvejs inde i et budgetår, gør vi klogt i at værne om principperne, sagde borgmesteren på byrådsmødet 26. juni i år

Konservative: Rådmand har svigtet

Kristian Guldfeldt siger, at han er skuffet over, at der ikke er kommet styr på økonomien.

- For under et år siden var der heller ikke styr på økonomien, og Susanne Crawley og Børn- og Ungeforvaltningen blev (i efteråret 2018, red.) reelt sat under administration af borgmester Peter Rahbæk Juel, som krævede løbende afrapportering i økonomiudvalget. Men det har tydeligvis ikke løst problemet med budgetoverskridelser i forvaltningen.

- Jeg mener rådmanden har svigtet. Jeg forstår ikke, hvorfor opfølgningerne på økonomien ikke har ført til, at man har fanget det i tide. Alene på de sidste 2,5 måned er underskuddet vokset med et sted mellem 20-40 millioner, siger Kristian Guldfeldt.

Borgmester: Forbandet over morads

Borgmester Peter Rahbæk Juel erkender overfor Fyens Stiftstidende, at det på ingen måde er holdbart, at et budget på så kort tid kan skride så meget.

- Jeg er forbandet over, at vi igen står i det morads, siger han til avisen og bakker samtidig op om, at der nu sættes en ekstern kulegavning af området i gang.

Kristian Guldfeldt vil ikke afvise, at det kan være løsningen at søge ekstern hjælp.

- Vi vil gerne sende hjælp til rådmanden, nu hvor hun har smidt håndklædet i ringen. Men vi foretrækker klart, at muligheden for ekstern hjælp i første omgang skal søges hos Socialstyrelsen og Ankestyrelsen i stedet for dyre private konsulenter.

TV 2/Fyn har forelagt den hårde kritik fra Venstre og Konservative for Susanne Crawley, som tager kritikken afslappet.

- Det gør faktisk ikke indtryk for mig. Min opgave er ikke at gøre Jane Jegind og Kristian Guldfeldt tilfredse. Det er at tage mig af nogle børn, som har brug for hjælp på et svært styrbart område, siger rådmanden til TV 2/Fyn.

Rådmand erkender, at der er brugt for mange penge

Oversigt

    Oversigt