Borgmester langer ud efter borgere: De bryder isolationen for at tage på McDonald's

På et pressemøde langede Odenses borgmester ud efter borgere, der ikke overholder isolationen. Han fortæller, der er talrige eksempler.

En borger har brudt isolationen for at tage på værtshus. 

En anden har ikke overholdt sin isolation, men er i stedet taget på McDonald's. 

Det er to af de eksempler, som Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), i dag fortalte om på et pressemøde. 

- Det at bekæmpe en smitteudbrud er ikke stærkere end det svageste led. Vi har et svagt led i kæden. Det handler om evnen til at overholde isolation. Vi har set eksempler på unge beboere, som har svært ved at holde isolationen, siger Peter Rahbæk Juel.

- Vi kan desværre se eksempler på, at nogen har brugt et kommunalt isolationsfacilitet til at holde en fest for vennerne. Vi har også eksempler på, at nogen har brugt isolationsfaciliteter til at tage på besøg på et værtshus eller tage på McDonald’s. En lemfældighed, man skulle tro var løgn, når man står i en pandemi, siger han.

Anledningen til pressemødet er, at Vollsmose Sogn fredag har et meget højt incidenstal på 383,8. En ny bekendtgørelse fra sundhedsmyndighederne viser, at hvis tre konkrete kriterier er opfyldt, forpligtes byrådet i landets kommuner til at lukke alle grundskoler, sfo’er og klubtilbud samt ungdoms- og voksenuddannelser i sognet. Kriterierne er:

  • Incidenstallet i et sogn overstiger 400
  • Der er registreret flere end 20 smittetilfælde i alt de seneste syv dage
  • Positivprocent overstiger to procent


Vollsmose Sogn bevæger sig altså på kanten af en yderligere nedlukning. Og her er problemerne med folk, der bryder sin isolation, en af forklaringerne. 

- Hvad der sker henover weekenden kan jo afgøre, hvad der skal ske, fortæller Peter Rahbæk Juel. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vil give bøder

Nu intensiveres kampen så for at holde smitten nede. 

- Der er et nyt klart mål. Vi skal stabilt ned på et incidens under 400, så Vollsmose også kan åbne, forklarer borgmesteren.

For at få styr på smitten og få borgere til at overholde sin isolation, har Peter Rahbæk Juel skrevet til flere ministre med et forslag. 

Han foreslår, at man bruger samme tilgang, som i lufthavne. Her bliver folk testet, og hvis de er smittet med coronavirus skal de isoleres. Hvis den isolation brydes koster det en bøde på 3.500 kroner.  

Hos By- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt (V), er han glad for tiltaget, men undrer sig meget over, at tiltaget først kommer nu.

- Det er alt, alt, alt for sent. At borgmesteren først gør noget ved det her i det øjeblik, staten kommer og siger, at vi ikke kan finde ud af det, undrer mig meget. Det er at gamble med genåbningen, siger Christoffer Lilleholt.

Kendt til problemet længe

Problemet med de mange borgere, der bryder deres isolation er dog ikke nyt. Faktisk har Odense Kommune kendt til problemet i hvert fald siden 5. marts. 

Det viser et notat fra Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune, som TV 2 Fyn har set. 

Her står der blandt andet:

"Det er af afgørende betydning, at borgerne lader sig isolere. Der er talrige eksempler på, at covid-vagten har lange samtaler med borgere, der er smittede, og alligevel ønsker borgeren ikke at lade sig isolere. Kan vi få yderligere beføjelser, der medvirker til, at borgerne isoleres."

Af notatet fremgår det også, at stadsdirektør i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg, vil gå til ministeren for at undersøge muligheden for at få flere beføjelser til at håndtere udfordringerne med borgere, der ikke vil lade sig isolere. 


Oversigt

    Oversigt