Borgmester og rådmand vil lukke rockerklubhus

Kommune har ikke behandlet lukning af klubhus, men borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Søren Windell (C) forventer bred opbakning til beslutning.

Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og rådmand for by- og kulturforvaltningen, Søren Windell (C), vil lukke et klubhus tilhørende rockerklubben Hells Angels.

- Fyns Politi har midlertidigt lukket ned for rockerklubhuset ved brug af rockerloven. Det udløber 6. oktober. Og vi har nu fundet en juridisk vej til, at vi fortsat vil holde huset derude lukket fra den 7. oktober, siger Peter Rahbæk Juel.

Klubhusets midlertidige lukning er sket som følge af en voldelig konflikt mellem Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

Det er også en af grundene til, at borgmesteren vil lukke klubhuset i længere tid, fortæller han.

- Hells Angels har et klubhus liggende i et område, hvor der er boliger, der er daginstitutioner, der er folk, der går til og fra arbejde. Det er i sig selv utryghedsskabende, hvis du spørger mig, uddyber Peter Rahbæk Juel.

Artikel fortsætter under billedet

Hells Angels rockerborg
Foto: Jonathan Malat

- Formelt har by og kulturforvaltningen i dag sendt en besked til foreningen bag, at forbuddet vil træde i kraft om en uge. Det har de syv dage til at gøre indsigelse mod, oplyser Søren Windell og uddyber:

- Selvom det er en rockerklub, så lever vi i en retsstat, og som kommune bruger vi ikke rockermetode. Jeg forventer dog ikke, at de kommer med tungtvejende argumenter, der får os til at ændre vores beslutning.

Derfor forventer han meget bred opbakning til beslutningen.

Tager rockerloven i brug

Kommunen bruger samlingsstedsloven fra 2017. Det er en lov, som betyder, at kommuner kan lukke klubhuse for bestemte grupper.

Det gælder, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

Artikel fortsætter under billedet

Hells Angels rockerborg
Foto: Jonathan Malat

I første omgang gælder en lukning i tre måneder.

Hvis klubhuset bliver brugt i de tre måneder, kan kommunen nedlægge forbud på ubestemt tid.

Kommunen har også mulighed for at nedlægge forbud igen, hvis man inden for to år efter et forbud vurderer, at gruppens tilstedeværelse på adressen ville kunne medføre væsentlig ulempe eller utryghed.

Oversigt

    Oversigt