I det fynske folks tjeneste

Borgmester til stort bryllup: - Var smittetrykket så højt som i dag, havde jeg meldt afbud

Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel forklarer, at han havde meldt afbud til en stor bryllupsfest, hvis den blev afholdt i dag, hvor smittetallet i Odense er højt.

Fredag deltog borgmesteren i et stort bryllup i Odense mellem den lokale restauratør Thomas Pasfall og Maria Giørtsz-Behrens. Det havde han ikke gjort, hvis det havde været i denne uge. Foto: Morten Albek

Mens Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) gentagne gange har opfordret byens borgere til at overholde myndighedernes anbefalinger, var han fredag selv til et stort bryllup, hvor gæsterne så stort på smitterisikoen.

Til TV 2 Fyn forklarer borgmesteren, at hvis smittetallet i fredags havde været så højt i Odense, som det er nu, så var han aldrig taget med til festen.

Læs også Borgmester gav den gas: Gæster så stort på corona-anbefalinger til bryllupsfest

- Jeg vil sige det meget klart; havde vi stået den dag som i dag (torsdag, red.), hvor vi kan se, at smittetallet de seneste to dage er steget til over 20, så havde jeg også meldt afbud til den fest, siger Peter Rahbæk Juel.

Fredag deltog borgmesteren i et stort bryllup i Odense mellem den lokale restauratør Thomas Pasfall og Maria Giørtsz-Behrens.

På flere videoer på Facebook ses borgmesteren danse og klappe i en stor gruppe til brylluppet, hvor der blandt andet var underholdning med bandet Aqua og entertaineren Rasmus Bjerg.

Professor: - Jeg havde holdt mig væk

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal man ved private arrangementer holde mindst en meters afstand. Er der øget risiko for dråbesmitte, skal afstanden øges til to meter. Sundhedsstyrelsen nævner selv eksempler som dans, sang, festleg og ophold i lukket rum.

Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men da han bliver præsenteret for videoerne fra festen, siger han til TV 2 Fyn, at forholdsreglerne ikke er taget i fuldt omfang på videoen.

Læs også Corona-udbrud i Odense: Borgmester og skoler aflyser alle studiearrangementer med alkohol

- Jeg ville ikke gå til den fest. Jeg tror, jeg ville holde mig væk, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2 Fyn og fortsætter:

- Hvis der var en person til stede smittet med coronavirus, en såkaldt superspreder, så ville der være mange i lokalet, der er udsat for smitte nu. Det er tydeligt, at folk ikke har den afstand, de skal have. Det er indenfor, og de er mange mennesker, og det spiller også en rolle. Ventilationen er sikkert ikke i top.

Rahbæk: Ny situation

Odense-borgmesteren har flere gange tidligere været ude at sige, at odenseanerne skal passe rigtig godt på hinanden – også på tidspunkter hvor smittetallet i Odense har været lavt.

Den 8. august, hvor smittetrykket stadig var lavt i Odense Kommune, skrev Peter Rahbæk Juel på sin facebookside, at det er vigtigt at overholde retningslinjerne, fordi det kan ’gå lynhurtigt med smittespredning og nye restriktioner.’

Læs også Hotspot: 75 nye smittede i Odense på syv dage

Alligevel mener borgmesteren, at det var forsvarligt at deltage ved festen.

- I sidste uge lå vi altså med et smittetal, der var helt nede på 9,3, og vi gik ud af en uge, hvor det bare var raslet nedad i Odense. Den omstændighed er vigtig at have med, siger Peter Rahbæk Juel og forklarer:

- I de sidste dage er tallet eksploderet, og så skal vi tage nogle helt andre forholdsregler, når vi er oppe på det niveau. På den måde stod vi et andet sted, hvor der var flere ting, der kunne lade sig gøre i sidste uge. Og havde invitationen været til i morgen (fredag, red.), så havde jeg også meldt afbud, fordi smittetallet simpelthen er for højt i Odense lige nu, siger Peter Rahbæk Juel.

04:13

Peter Rahbæk Juel festede med Aqua til kendt koks bryllup

Luk video