Børnebyen lukningstruet

Fristedet Børnebyen i Vollsmose er truet af lukning. Børnebyen står på listen over mulige besparelser i Odense næste år. Det vil være en katastrofe, lyder det fra Børnebyens brugere.

Vollsmoses dagplejemødre er frustrerede. Deres fristed er lukningstruet.

- Vi er rigtigt rigtigt kede af det, Ruzica Henriksen.

Børnebyen er 7 tønder land natur, hvor Vollsmoses befolkning kan søge hen. Her er legepladser, dyr og masser af skyggefulde pladser. Årlig pris 500.000 kroner.

Men om lidt kan det være slut. Kommunens spareplaner lægger op til, at børnebyens budget forsvinder.

- Det er en konsekvens af, at vi skal spare 180 millioner kroner. Og der har vi prioriteret klubtilbud og forebyggende indsats højere end Børnebyen, siger Brian Dybro (SF), der er børn- og ungerådmand i Odense.

- Det er en katastrofe for området, siger stedets daglige leder Rene Bondo.

Han er klar til at kæmpe for sin bevilling og de mange børn og unge, der hver dag benytter børnebyens faciliteter. På en god dag mødes 4-500 mennesker på kryds og tværs af nationaliteter, fortæller Rene Bondo. Han er sikker på, at områdets beboere bliver kede af en lukning.

- Jeg er bange for, at det hele bliver ødelagt af hærværk få uger efter, at det bliver lukket, siger Rene Bondo.

Kommunens spareplan vedtages til november.

Oversigt

    Oversigt