Brændt gummi er lovligt tilbage til Tietgenbyen: - Det er det, jeg lever for

For første gang i knap to år var der lørdag lovligt gaderæs i Odense igen.

Lørdag var det igen tid til at trykke speederen i bund og køre gaderæs i Odense - helt lovligt.

Det var Racedays.dk, der stod for fartudfordringerne i Tietgentbyen, og deltagerne havde glædet sig til igen at fylde luften med lyden af hidsige motorer og lugten af afbrændt benzin og gummi.

En af dem var bilentusiasten og dragrace-køreren Andreas Dinesen. Han havde taget turen til Fyn fra Roskilde med sin specialbyggede og djævelsk hurtige dragracer.

- Det er fedt. Jeg er tæt på på at sige, at det er det, jeg lever for. Men nu har to børn derhjemme, så jeg bliver nok slået ihjel, hvis jeg siger det kun er det.

- Men det er tæt på.

201 meter på 6,1 sekunder

Som mange andre gaderacere har coronapandemien lukket ned for, at Andreas Dinesen har kunnet køre med tilskuere.

- Vi har kørt en lillebitte smule under coronaen uden tilskuere, men det er hundrede gange federe med tilskuere.

Og tilskuere var der i Tietgenbyen. Og de fik i det gode vejr blandt andet set Andreas Dinesen fyre sin spektakulære dragracer af og tilbagelægge en distance på 201 meter på 6,1 sekunder.

Lørdagens arrangement var det det første lovlige gaderæs i Odense i knap to år.

Næste løb på Stat-Ene-Vej i Odense foregår 25. september mellem klokken 15.00 og 21.00.

Lovligt gaderæs vender tilbage til Odense Fotograf og redigering: Flemming Ellegaard