Brand i bil og ladvogn skabte massiv røgudvikling

Der er søndag eftermiddag gået ild i både en BMW og et bjærgningskøretøj på Svendborgmotorvejen. Branden skaber voldsom røgudvikling, og politiet beder bilister om at tage hensyn til redningsarbejdet.

Opdatering
Clock05. dec 2021, kl. 16:49
Klokken 16.47 er politi og redning færdige på stedet. Enkelte bilister vil efterfølgende modtage en bøde fra politiet, fordi de ikke havde tålmodighed til køen og tog enten nødspor eller rabat i brug, fortæller Fyns Politi.

Klokken 14.29 ringede ejeren af en BMW til brandvæsnet, da hans bil udviklede røg på sammenfletningen mellem Svendborgmotorvejen og Fynske Motorvej.

Mindre end en time senere var bilen brudt i brand oven på den ladvogn, der var kommet for at hjælpe føreren væk fra motorvejen.

Omkring klokken 16 er meldingen fra Fyns Politi, at brandvæsnet stadig arbejder på at slukke ilden, der skaber massiv røgudvikling.

- Det brænder for alvor på bjærgningsvognen, og der er rigtig godt gang i den, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss.

Bødeblokken fremme

Ingen er kommet til skade på uheldsstedet, men selvom både politi og brandvæsnet er synligt til stede med blå blink og gule refleksveste, er de øvrige bilister på motorvejen til stor gene for redningsarbejdet.

- Branden er egentlig udramatisk og mest bare til gene, men faren er, at folk ikke sætter farten nok ned. Derfor vil jeg også tro, at bødeblokken allerede er fremme derude, siger Henrik Strauss.

Bil og ladvogn holdt i nordgående retning mod Odense, men røgen breder sig også til sydgående retning. 

Oversigt

    Oversigt