Brandbombe-sag i Vollsmose: Lejer kan ikke smides ud

Østre Landsret har mandag afgjort, at en familie fra Vollsmose ikke kan smides ud, på trods af at deres søn har deltaget i uroligheder mod politiet.

En almindelig patruljekørsel i Odense-bydelen Vollsmose tirsdag den 9. juni 2015 udviklede sig dramatisk, da politiet blev overfaldet med stenkast og brandbomber - såkaldte molotovcocktails.

Betjentene i patruljevognen tilkaldte forstærkning, og en større politistyrke blev sendt til området, hvor op mod 50 personer var samlet.

- Så bliver vi igen mødt med stenkast, og der bliver kastet flere molotovcocktails, fortalte vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til TV 2/Fyn dengang.

Mens politiet var ved at samle styrkerne ved nærpolitistationen, dukkede fire personer op i en bil og provokerede betjentene. Så blev de anholdt.

Siden har Fyns Almennyttige Boligselskab forsøgt at smide familien til en af gerningsmændene ud af deres lejlighed i Vollsmose.

- Fyns Almennyttige Boligselskab havde ophævet lejemålet med den begrundelse, at sønnens adfærd var en tilsidesættelse af god skik og orden i området, og at sønnens adfærd var af en så grov karakter, at det var nødvendigt at ophæve lejemålet, skriver advokat Niclas Turan Kandemir fra Advokat Dickmeiss, der var advokat for lejeren, i en pressemeddelelse.

Landsret: Familien kan ikke opsiges

Men mandag afgjorde Øster Landsret, at familien ikke kan opsiges.

- Landsretten fandt ikke, at den kriminalitet, som lejerens søn var fundet skyldig i, havde været til gene for ejendommen, dens udlejer, dens ansatte, lejere i ejendommen eller andre der lovligt færdedes i ejendommen, og da lejeren i øvrigt ikke havde misligholdt sin forpligtelse på en sådan måde, at lejerens fjernelse er påkrævet, skriver Niclas Turan Kandemir.

Dommen får betydning for andre lignende sager, da Østre Landsret hermed har slået fast, at en udlejer ikke uden videre kan opsige en lejer, bare fordi en person fra lejerens husstand laver kriminalitet i den bydel, hvor personen bor, lyder det fra advokat Niclas Turan Kandemir.

Oversigt

    Oversigt