Brian Dybro efter drama i byrådet: Stort af Alex Ahrendtsen

SF'eren Brian Dybro har stor respekt for sin byråds-kollega Alex Ahrendtsen, DF.

- Jeg har stor respekt for Alex Ahrendtsen. Han er en stor politiker.

Det siger Brian Dybro, SF, via mobiltelefon til TV 2/FYN, mens han venter på, at rockmusikeren Bruce Springsteen skal gå på scenen i Parken i København.

Brian Dybro var først på aftenen årsag til en dramatisk start på onsdagens byrådsmøde i Odense.

Brian Dybro havde meldt afbud og i stedet sendt suppleanten Kasper Westh. Men Venstre mente, at årsagen til afbuddet ikke var en gyldig grund.

Efter at have vurderet sagen med sine embedsmænd sendte borgmester Anker Boye Kasper Westh ud af byrådssalen. Det betød at den normale fordeling mellem rød og blå blok ændrede sig fra 14-13 til 13-13 - hvilket kunne have indflydelse på nogle vigtige punkter på aftenens dagsorden.

Respekt til Ahrendtsen

Det tog Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, konsekvensen af og meldte, at han ville undlade at stemme i sager, hvor der kunne opstå stemmelighed. Og dermed var det røde flertal igen til stede.

- Det er flot af Alex Ahrendtsen at han undlader at stemme. Det har jeg meget respekt for, siger Brian Dybro til TV 2/FYN.

Hygge-aften med rock

- Jeg er ked af det postyr jeg har skabt. Jeg er i København for at få en hyggelig aften. Havde jeg vidst at det ville udvikle sig sådan, var jeg blevet hjemme, siger Brian Dybro, som bruger en feriedag på at se og høre det amerikanske rock-ikon.

Første gang i karrieren

I følge Brian Dybro er det første gang i hans otte-årige karriere som byrådspolitiker i Odense, at han har meldt afbud med sådan en begrundelse.

- Jeg har én gang meldt afbud på grund af sygdom og en anden gang var jeg udsendt til udlandet af kommunen, siger Brian Dybro og mener, at han måske for omkring syv år siden ikke deltog i et byrådsmøde fordi han var på ferie.

Oversigt

    Oversigt