Britisk poplegende fejrer jubilæum i Odense

Cliff Richard giver koncert i Odeon i 2018, hvor han fejrer sit 60-års jubilæum.

Den britiske poplegende Cliff Richard vil igen tage på turné i Danmark, Storbritannien og Irland, og det bringer verdensstjernen til Odeon i Odense den 26. oktober 2018.

- Det glæder mig at meddele, at jeg vil tage på turné for at fejre mit 60-års jubilæum i musikbranchen, siger Cliff Richard i en pressemeddelelse, der kommer samme dag, som han fylder 77 år. 

- Jeg kan næsten ikke tro, at det allerede er ti år siden, jeg fejrede mit 50-års jubilæum i 2008. Der er sket så meget, og jeg er meget taknemmelig for jeres støtte.

Kun overgået af The Beatles og Elvis

Ud over koncerten i Odeon vil Cliff Richard også optræde i Musikhuset i Aarhus og Operaen i København i dagene op til koncerten i Odense.

- Jeg vil glæde mig til at optræde i nogle af Danmarks flotte koncertsale med min ”58-18 = 60 Tour” i oktober 2018, fortæller 77-årige popstjerne.

Cliff Richard er den tredjemest sælgende kunstner i Storbritannien - kun overgået af The Beatles og Elvis Presley. Hans sange har været på hitlisterne siden 1958.

I 1968 blev han nummer to i det europæiske melodigrandprix med nummeret "Congratulations". Han har haft adskillige sange øverst på den britiske hitliste, hvoraf det seneste er "The Millennium Prayer" fra 1999. 

 

Oversigt

    Oversigt