Brøndby bekræfter: I dialog med Emil Larsen

Superligaklubben Brøndby bekræfter, at den er i gang med at forhandle om at købe OB-spilleren Emil Larsen.

OB er ved at miste en af klubbens største profiler. I hvert fald bekræfter Brøndby, at superligaklubben i fodbold forhandler om et køb af OB's formstærke kantspiller Emil Larsen.

- Brøndby har i dag indledt dialog med OB omkring et muligt køb af Emil Larsen.

- Så snart der er en afklaring på forhandlingerne, vil Brøndby IF informere herom. Indtil da har Brøndby ikke yderligere kommentarer, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Emil Larsen er i øjeblikket med det danske fodboldlandshold i Polen, hvor han er den del af truppen til onsdagens venskabskamp i Gdansk.

OB'eren blev efterudtaget, da landstræner Morten Olsen blandt andre modtog et afbud fra Hannover 96-spilleren Leon Andreasen.

I denne sæson har Emil Larsen været blandt OB's bedste spillere, og han har været medvirkende til, at fynboerne endnu ikke har tabt en kamp i Superligaens fire første spillerunder.

OB er dog kun placeret på fjerdeplads, idet tre ud af de fire ligakampe er endt uafgjort. Senest var Emil Larsen med til at spille 0-0 ude mod AaB.

Emil Larsen har tidligere spillet for Lyngby, men skiftede for et år siden til OB. Siden er det blevet til 34 kampe og syv mål for OB.

Ifølge OB's sportsdirektør Jesper Hansen er der en frikøbsklausul i Emil Larsens kontrakt, og derfor kan OB ikke forhindre et salg til Brøndby.

Flere danske medier anslår, at det vil koste Brøndby omkring en million euro (7,5 millioner kroner) at købe Emil Larsen fri.

Oversigt

    Oversigt