B.T. lukker redaktion i Odense

Efter bare ti måneder med en lokalredaktion i Odense har B.T onsdag valgt at lukke afdelingen.

Ved nytår har B.T. ikke længere en lokalredaktion i Odense.

Det skriver mediet i en pressemeddelelse onsdag.

Redaktionen åbnede den 1. september sidste år, og der når dermed at blive produceret odenseansk journalistik i bare 15 måneder, inden B.T. flytter tilbage til København.

Foruden Odense lukker B.T. også lokalredaktionerne i Aarhus og Aalborg. Ti stillinger nedlægges ved årsskiftet.

- Storbyprojektet var en modig satsning, og medarbejderne på redaktionerne har gjort en stor indsats for, at det skulle lykkes, men vi må konstatere, at forretningen ikke er fulgt med og heller ikke har udsigt til at gøre det. Det tager vi konsekvensen af, siger Pernille Holbøll, der er ansvarshavende chefredaktør på B.T.

Satsningen blev af daværende chefredaktør Michael Dyrby kaldt "den største journalistiske satsning i den danske medieverden i mange, mange år".

Freelancere uden arbejde

I maj erfarede TV 2 Fyn, at B.T. med Pernille Holbøll i spidsen havde valgt ikke at forlænge kontrakter med alle tidsbegrænsede journalister på de tre lokale redaktioner.

Deres kontrakt udløber 30. juni.

Allerede dengang sagde Pernille Holbøll til TV 2 Fyn, at fremtiden for de fastansatte journalister på redaktionerne i Odense, Aarhus og Aalborg var uvis.

De ti nedlagte stillinger gælder fire avis-redigerende, tre i annoncesalg og tre administrative medarbejdere.

Foruden lukningen af lokalredaktionerne udkommer B.T.'s printavis for sidste gang til nytår. Derefter vil B.T. udelukkende udkomme digitalt. Derudover stopper chefredaktør Jonas Kuld Rathje med øjeblikkelig virkning. 

Da B.T. i maj valgte ikke at forlænge kontrakter med de tidsbegrænsede journalister, kaldte Fyens Stiftstidende chefredaktør, Poul Kjærgaard, det ærgerligt. Han havde "regnet med, at konkurrencen ville være noget hårdere fra B.T. med en lokalredaktion af dén størrelse".

Oversigt

    Oversigt