Bulldogs henter Esbjergspiller

Odense Bulldogs henter den talentfulde 20-årige back, Andreas Pedersen, hos Esbjergs sølvvindere.

Den kommende sæson kommer til at byde på mindst et brødrepar i Bulldogs-truppen.

Søren Pedersen får således selskab af sin lillebror Andreas, der rykker cirka 130 kilometer østpå fra Gl. Vardevej til Møllemarksvej og Bryggeriet Vestfyen Arena.

20-årige Andreas Pedersen spillede en stærk sæson på vestjydernes backlinje, og var blandt Esbjergs hærførere i deres flotte og sølvindbringende slutspil.

- Jeg har været meget interesseret i at hente Andreas i et par år nu. Han spiller hårdt, læser spillet godt og kan flytte pucken. Han er fortsat ung og vil blive bedre og bedre. Esbjerg har gjort et flot arbejde med hans udvikling, og han var stærk mod os i slutspillet. Hos os vil han få en stor mulighed for at spille meget og udvikle sig yderligere, og jeg glæder mig til at arbejde videre med ham i Odense, udtaler cheftræner Brad Gratton.

- Jeg skal fortsætte med at udvikle mig og bygge mere på, så jeg kan gøre mig endnu mere gældende i ligaen. Jeg glæder mig meget til at starte op i Odense, lyder det videre fra den kommende Bulldogs-back.

Der er indgået en toårig aftale med Andreas Pedersen, der tiltræder umiddelbart efter sommerferien.

Oversigt

    Oversigt