Bulldogs ligger på en skuffende sidsteplads

Sløj første periode kostede dyrt og sikrede Bulldogs sidstepladsen efter nederlag i bundslaget mod EfB.

På en stærk vestjysk indledning og en tilsvarende svag fynsk ditto, bragte Kirill Starkov og Co. sig i førerposition.

Selvom Bulldogs fik reduceret et par gange, holdt den fortjente vestjyske sejr hjem.

Tre skæbnesvangre minutter i midten af første periode afgjorde reelt sagerne. Fynboerne forærede på karakteristisk vis åbningsmålet væk, Sune Hjulmand straffede fejlen uden nåde, inden Pasi Tuominen firsttimede skiven i nettet efter en vunden face-off til 0-2.

Buh-råbene meldte sig så småt i Bryggeriet Vestfyen Arena, da Casper Santanen kort efter i et powerplay trak frem under mål, hvor han kvikt var først over en ripost til 0-3.

Hjemmeholdet blev reelt ydmyget, men slap nådigt til pausen med 1-3, da et Örjan Lindmark-skud ramte Olof Mårs i periodens slutfase. Det var billigt sluppet.

På 1-3-reducering blev kaptajn Mads True i øvrigt noteret for en assist, hvilket var nummer 200 af slagsen i kamp nummer 521.

I anden periode måtte Bulldogs afværge to minutter i dobbelt undertal, og den succesoplevelse skabte øget gejst og mobiliserede nye kræfter til et sidste comeback-forsøg.

Det gav pote i det 45. minut, da Kim Karsberg stod på rette sted til at vippe en Mads Schaarup-retur ind bag Sebastian Dahm.

Hjemmeholdet gik efter udligningen, men krampetrækningerne var forgæves, og i slutfasen gik gassen helt af ballonen som følge af en række fynske udvisninger.

Tiden rindede ud, og EfB kunne velfortjent fejre en sjælden sejr, der sikrer dem trøstepræmien i form af syvendepladsen i årets turnering.

Bulldogs må tage til takke med sidstepladsen allerede inden sæsonens sidste opgave på mandag mod Herning.

Oversigt

    Oversigt