Bulldogs nye rigmand: - Jeg håber, jeg kan bidrage med sund fornuft

Med sin investering i Odense Bulldogs har den dansk-amerikanske rigmand Thomas Sandgaard måske taget hul på at hjælpe entreprenører på Fyn. 

Venner og netværk er formentlig noget af det sikreste at investere i. Sådan kan man angribe årets måske hidtil største sportsnyhed på Fyn.

quote En af de ting jeg håber at gøre mere ud af i fremtiden er måske, at hjælpe entreprenører i Danmark og på Fyn

Thomas Sandgaard

Fredag kom det frem, at Odense Bulldogs havde hentet økonomisk støtte fra entreprenøren, rigmanden og virksomhedsejeren Thomas Sandgaard.

Han er vokset op i Ringe og Odense, men bor nu i USA, hvor han i 1996 grundlagde medicoteknik-virksomheden Zynex Medical. 

Thomas Sandgaard fortæller TV 2 Fyn i et telefon-interview fra USA, at det primært er kontanter han skyder ind i Odense Bullddogs.

- Og så er jeg gammel nok, efterhånden, til at have noget erhvervserfaring. Jeg håber da, når og hvis, det er tiltrængt, at jeg kan bidrage med lidt sund fornuft, hvis der skal træffes nogle større beslutninger, siger Thomas Sandgaard.

Udover at have forvandlet en bachelor i elektroteknik fra Syddansk Universitet og en MBA-grad i marketing fra Copenhagen Business School til en virksomhed som producerer medicinsk udstyr - blandt andet apparater til elektroterapi til brug i smertebehandling - er han ejer af en engelsk fodboldklub og stifter af en velgørende fond.

- I modsætning til fodboldklubben i London, Charlton, som jeg har investeret i, så regner jeg ikke med, at have noget med den daglige drift at gøre.

Men hvorfor lige Odense Bulldogs?

- Det startede med, at jeg kender Ole Nielsen (direktør i Odense Bulldogs, red.), men det er så fra fodboldverdenen. Han kontaktede mig for nogle måneder siden, og fortalte at der var nogle spændende ting  undervejs, og der kunne være brug for nogle investeringer, fortæller Thomas Sandgaard om baggrunden for den amerikansk-fynske kobling.

Han tilføjer, at det lyder rigtigt, at der kan skabes noget fornuftigt i Odense Bulldogs, og at hans navn fik andre investorer til at gå med.

- Det ser helt rigtigt ud, men det er nok mere et spørgsmål om, at det er den professionelle ishockeyklub på Fyn, end det er, at jeg har særlig meget med ishockeybranchen at gøre.

Han fortæller, at han ishockey ikke sagde ham specielt meget før han flyttede til USA.

- Det er en ret stor sport herovre, og det er ret underholdende at være til en ishockeykamp herovre. Der er jo masser af action i forhold til baseball og basketball.

- Ligesom fodbold, så sker der noget hele tiden, så det er en spændende sport, siger Thomas Sandgaard.

Hans bidrag til klubben er altså hovedsagligt cool cash.

- Men forhåbentlig kan jeg udover det bidrage, hvis der er spørgsmål eller nogle strategiske beslutninger der skal tages. At jeg kan bidrage med den erfaring jeg har.

Til spørgsmålet om, hvad han skyder ind i klubben af penge, er svaret kort, men muntert:

- Det kan jeg ikke lige huske, siger han, men bekræfter, at det er ikke penge i samme størrelse, som dem han har skudt ind i Charlton Athletic F.C.

- På den front var det selvfølgelig en nemmere beslutning for mig, tilføjer han.

Hvad får du egentlig ud af det? Eller er det mest for at støtte lidt op om gamle dage?

- Ikke direkte, men jeg kan se, at det muligvis kan støtte fynsk erhvervsliv en lille smule, siger han og tænker, at det kan være starten på noget andet for ham.

- En af de ting jeg håber at gøre mere ud af i fremtiden er måske, at hjælpe entreprenører i Danmark og på Fyn. 

- Det her, det er selvfølgelig ikke en traditionel entreprenør-investering, men den slags ting håber jeg, at jeg kommer til at gøre mere af i fremtiden. 

Så det også en slags visitkort?

- Ja, det kan man godt sige. Indirekte ja.

Thomas Sandgaard har ikke helt forladt Fyn, og genoptaget forbindelsen med sit engagement i ODense Bulldsogs.

Han kigger ind i mellem forbi fordi han har familie i Svendborg og Munkebo, hvor hans mor og far og hans søster bor.

- Jeg kommer da til Fyn en gang imellem, siger han og lover, at han vil stille op til interview når han skal se en kamp med Odense Bulldogs.

Det er den USA-bosiddende fynbo Thomas Sandgaard der har puttet kapital i Odense Bulldogs. Hvor meget vil direktør Ole Nielsen ikke røbe. Men det er i hvert fald nok til, at klubben igen tør drømme om topplaceringer i ligaen.