Bulldogs på tavlen med sikker sejr mod rivalerne

Odense Bulldogs hentede sæsonens første sejr, da de fredag aften hjemme slog rivalerne fra Sønderjyske med 3-0.

Odense Bulldogs sluttede sidste sæson af med både økonomisk krise og sportslig deroute.

Bulldogs har startet sæsonen med nederlag til Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks, men fredag aften var der igen al mulig grund til at juble i Odense Isstadion, da hjemmeholdet for første gang i sæsonen kunne gå sejrrige fra isen.

Det kunne de efter en sikker sejr over rivalerne fra Sønderjyske, der blev sendt hjem til Haderslev med et nederlag på 3-0.

Efter en livlig indledning på kampen forlod holdene isen efter en målløs første periode, men allerede kort inde i anden periode kom Bulldogs foran. Efter halvandet minuts spil af anden periode fik Odense Bulldogs straffeslag, som Vojtech Komarek udnyttede til at score sit første mål i Bulldogs-trøjen.

Målet udløser et massivt Sønderjyske-pres mod Bulldogs-målet, men takket være stærkt forsvarsspil og en stærk målvogter i Teemu Seppänen lykkedes det alligevel Bulldogs at komme til pause med en 1-0-føring.

Endnu et hurtigt mål

Tredje periode startede som anden - med en scoring til Bulldogs. Endnu engang var det holdets nye tjekkiske profil, Vojtech Komarek, der var på pletten. En pasning på tværs fra Ned Lukacevic fandt vej til Vojtech Komarek, der helt fri foran mål kunne lægge pucken i nettet bag Patrick Galbraith.

Scoringen fik skruet yderligere op for intensiteten og frustrationen hos gæsterne. Mod slutning pressede Sønderjyske på for at komme tilbage i kampen, men Bulldogs står imod presset.

Og da gæsterne helt til slut tog målmand Patrick Galbraith ud af målet, lukkede hjemmeholdet kampen. Sami Jekunen opsnappede pucken og kunne fra egen zone lægge den i det tomme mål til slutresultatet 3-0 til stor jubel for de 1.377 tilskuere.

Kampen i tal

Oversigt

    Oversigt