Den canadiske ishockeyspiller Shawn O'Donnell skifter fra Odense Bulldogs til Esbjerg Energy. Det oplyser den fynske klub i en pressemeddelelse.
Selv om Odense Bulldogs teoretisk set stadig kan nå at få en plads i det eftertragtede slutspil, svinder håbet, da holdet, der ligger sidst i Metalligaen, er kommet længere bagud efter weekendens kampe. Derfor går klubben med til at sælge en af deres udenlandske profiler.
- Vi tror naturligvis på en plads i slutspillet til det sidste, men når vi modtager et fornuftigt bud på en af vores spillere, er vi nødt til at se på både fremtiden og den økonomiske situation, som vi befinder os i - og derfor har vi heller ikke kunne afslå dette tilbud, siger direktør Ole Nielsen.
Nåede 37 kampe
Shawn O'Donnell, der har spillet i klubben som forward, nåede 37 kampe for Odense Bulldogs med 32 point til følge.
Esbjerg Energy ligger på en andenplads i Metalligaen og er dermed for længst sikret en plads i slutspillet, hvor de bedste otte af ligaens ni hold kæmper om DM-medaljer.
Odense Bulldogs har 11 point op til Rødøvre Mighty Bulls på ottendepladsen og begynder derfor at forberede den kommende sæson og forbedre klubbens økonomiske situation.