Bulldogs skifter farve: Martin kæmper for veteranerne

Fredagens opgør mellem Odense Bulldogs og SønderjyskE er også en kamp for Odenses krigsveteraner.

De plejer at spille i hvidt, men kommer du til kampen mellem Odense Bulldogs og SøderjyskE fredag aften, skal du huske at heppe på de røde.

Fynboerne trækker nemlig i en specialdesignet trøje, som er inspireret af den velkendte garderuniform med et hvidt kryds henover maven. 

Formålet er at samle penge ind til veteranhjemmet i Odense, og det hele er foranlediget af Bulldogs-spilleren og Odense-drengen Martin Larsen, dertil dagligt slår sine folder hos både Bulldogs og i Den Kongelige Livgarde. 

- Selve ideen er noget, jeg har gået og syslet med i et stykke tid. I livgarden havde vi en aften, hvor der var en veteran, der fortalte om, hvilke ting han kæmpede med, efter at han havde været udsendt. I Nordamerika er det velkendt med military appriciation nights, og så tænkte jeg: "Hvorfor gør vi det ikke her i Odense?" siger Martin Larsen. 

Efter kampen kommer de specialdesignede trøjer på auktion, og Martin Larsen er ikke i tvivl om, at pengene skal gå til veteranhjemmet i Odense. 

quote Det er to verdener, som for mig på mange måder er ens. En stor gruppe mennesker, der går sammen om ét mål

Martin Larsen

- Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge veteranhjemmet og tale med stedets leder Hannah (Ussing, red.). Hun fortalte en masse gode ting om stedet, og det er klart sådan et sted, der fortjener en hjælpende hånd, hvis man har mulighed for det, siger Martin Larsen. 

- Anerkendelse betyder alt for veteranerne

Ud over de røde trøjer er der gratis adgang til kampen for soldater og veteraner. Der vil også være gardere og soldater i fuld uniform og tambourkorps, der spiller på isen før kampen. Hos Veteranhjem Odense er man fuld af lovord for Martin Larsen, Odense Bulldogs og Den Kongelige Livgarde. 

- Det er helt fantstisk, at et ungt menneske som Martin tænker så langt frem og har øje på de mennesker, der kan få brug for støtte så meget senere i deres liv, siger Hannah Ussing, daglig leder af Veteranhjem Odense.

Hun er glad for den økonomiske støtte, som auktionen giver. Men for brugerne af veteranhjemmet er det mødet mellem de nuværende soldater og de tidligere udsendte, der fylder mest.  

- Det er anerkendelsen. At de, der er i trøjen, stadig tænker på dem, der tidligere har haft trøjen på. Vores veteraner er stolte af at have været soldater, og det betyder uendelig meget for dem, at vores nuværende soldater viser deres støtte og respekt for deres arbejde. Det betyder rigtig meget for den røde tråd mellem livet som soldat og det liv, der følger bagefter, siger Hannah Ussing. 

Stillede krav

Denne aften blev for alvor mulig, da Odense Bulldogs i november igen ville have Martin Larsen tilbage på isen. Han havde ellers lagt skøjterne på hylden på grund af karrieren i militæret. 

- Da Bulldogs henvendte sig og tilbød mig en kontrakt og muligheden for at spille ishockey igen, var en af mine betingelser, at jeg ville have muligheden for at lave sådan et arrangement. Selvfølgelig med godkendelse fra Den Kongelige Livgarde. Så flaskede det hele sig, og i aften går det løs, siger den tydeligt stolte garder og ishockeyspiller. 

- Det er to verdener, som for mig på mange måder er ens. En stor gruppe mennesker, der går sammen om ét mål. En sejr på isen eller at gå vagt. Derfor synes jeg, at det var nemt at drage paralleller og så samle dem. Og til det her velgørende formål var det helt ideelt, siger Odenses nummer 28, som fredag aften får lov til at spille med navnet 'Garder Larsen' på ryggen. 

Den første puck bliver kastet klokken 19.30 i Odense Isstadion.

Oversigt

    Oversigt