Odense Bulldogs fik styr på det offensive spil efter en lidt famlende start og sejrede stort.
Et hurtigt Herlev-mål og et indledende pres fra hjemmeholdet satte ellers gang i forhåbningerne hos Herlevs fans tirsdag aften.
Men Bulldogs ville det anderledes og demonstrerede igen, at holdet er knivskarpt på udebane.
Ivan Puncochar bragte Herlev i front i kampens sjette minut, og ørnenes førstekæde pressede hårdt på for at få en 2-0 føring, men Kevin Klein missede en oplagt mulighed.
Bulldogs fik imidlertid vendt skuden indenfor et halvt minuts tid. Først var Jesper Olofsson på pletten med sit ottende mål i otte kampe, og kort efter rettede Mathias Thinnesen med skøjten en god pasning fra Blaz Gregorc ind bag Kim Petersen i Herlev-målet.
De to hurtige scoringer bragte i den grad Bulldogs i førersædet, og den position blev konsolideret med tre scoringer i anden periode.
Tredje periode fik derfor karakter af ren ekspedition, hvor Herlev dog kom lidt bedre med igen.
Men Bulldogs øgede forspringet med 1-6-målet på kontra, hvor en skarp Morten Smedegaard satte fart og med sin tværpasning åbnede til unge Jensen, som ikke svigtede.
Med sejren ligger Odense numer fem i ligaen med 30 point, men der er stadig et stykke vej op til førerfeltet.
Her ligger Frederikshavn, Aalborg og SønderjyskE med 44, 42 og 41 point.
KAMPEN I TAL
Herlev Eagles - Odense Bulldogs 1-6 (1-2, 0-3, 0-1)
05:20 1-0 Ivan Puncochar (ass. Rahbek)
08:21 1-1 Jesper Olofsson (ass. Tarkir, Damgaard)
08:57 1-2 Mathias Thinnesen (ass. Gregorc, Smedegaard)
32:31 1-3 Anders Feddersen (ass. Lacroix, Andreasen)
35:54 1-4 Morten Andreasen (ass. Smedegaard, Moisand)
37:31 1-5 Morten Andreasen (ass. Feddersen, Lacroix)
54:10 1-6 Kristian Jensen (ass. Smedegaard, Gregorc)
Udvisninger:
HRL: 5x2 + 2x5
ODB: 2x2
Game misconduct: Kevin Klein og Holten Møller, Herlev.