Bulldogs tilbage på sporet efter sejr over danmarksmestrene

Efter at have smidt sejren til allersidst i to kampe i træk, fik Odense Bulldogs lørdag aften en vigtig hjemmesejr over mestrene fra Esbjerg Energy.

Odense Bulldogs havde brug for oprejsning efter at have tabt to sejre på gulvet i udekampene mod Rungsted og Herning, da de lørdag aften tog imod de forsvarende danmarksmestre fra Esbjerg Energy hjemme på Odense Isstadion.

Og det fik de også, men det holdt hårdt.

Efter en målløs første periode fik de vestjyske gæster nemlig en drømmestart på anden periode med føringsmål efter bare 48 sekunder. Målet blev sat ind af Lasse Bang.

Odense Bulldogs udlignede dog ved Mathias Thinnesen senere i perioden, inden Rasmus Bjerrum bragte Bulldogs foran med sin scoring til 2-1 midt i tredje periode.

Trods flere overtalssituationer formåede Bulldogs ikke at lukke kampen før til allersidst, bogstaveligt talt, hvor den forløsende scoring faldt.

Det tredje og sidste mål blev nemlig sat ind ét sekund før tid af Bulldogs' amerikanske topscorer, Tony Romano.

Odense-Esbjerg 3-1 (0-0, 1-1, 1-0)
 

Mål: 0-1 Lasse Bang, 1-1 Mathias Thinnesen, 2-1 Rasmus Bjerrum, 3-1 Tony Romano

Udvisninger: Odense 3 x 2 min., Esbjerg 7 x 2 min.

Tilskuere: 1.205.

Oversigt

    Oversigt