Buspassager løsladt efter kontrollørskub

En batalje mellem en kontrollør og en buspassager i Odense endte med en politisag. Kontrolløren blev tilsyneladende skubbet, siger Fyns Politi.

En passager i en bybus i Odense måtte mandag en tur på politistationen for at forklare om en episode, hvor en buskontrollør mente sig udsat for voldelig behandling.

Efter afhøringen blev passageren løsladt, oplyser vagtchef Hans Frederiksen i Fyns Politi.

Det forlød i første omgang, at kontrolløren blev slået, men politiet nedtoner episoden og siger, at kontrolløren nok nærmere blev udsat for et kraftigt skub.

Hændelsen fandt sted lidt efter klokken ni, da bussen var ved Flakhaven. Under alle omstændigheder venter der et retligt efterspil.

Oversigt

    Oversigt