Byggeplads blev til spøgelsesby: Facebooks nedlukning får virksomheder til at frygte fremtiden

Kraner, gravemaskiner og byggemateriale i store mængder står efterladt i Tietgenbyen i Odense, efter Meta, som ejer Facebook og Instagram, tirsdag aften ophævede en milliardkontrakt med entreprenør Per Aarsleff.

En gigantisk byggeplads med hundredvis af arbejdspladser blev fra den ene dag til den anden forvandlet til noget, der minder om en spøgelsesby.

Firmaet Meta, der driver Facebook og Instagram, meddelte tirsdag aften helt uden varsel, at byggeriet af to nye datahaller skulle stoppes, og en kontrakt med entreprenørfirmaet Per Aarsleff til 2,4 milliarder kroner blev ophævet.

Tilbage står flere fynske firmaer, der frygter for deres fremtid - og ansatte, der pludselig står uden job.

- Jamen, det vi har fået at vide, det er, at i går (onsdag, red.) fik de at vide, at de skulle forlade pladsen, og så skulle afvente, og der ville komme yderligere besked fredag, siger Torben Knudsen, der er formand for 3F Bygningsarbejderne på Fyn.

- Det er meget svært for dem at forstå, og deres bekymring er nu, hvem skal betale for, at de er sendt hjem. Så der lidt uvished, kan man sige.

Vil satse på kunstig intelligens

I en skriftlig kommentar forklarer Meta, at de ønsker at strømline deres organisation og prioritere flere ressourcer på kunstig intelligens – også kalde AI, artificial intelligence.

- Understøttelsen af AI-beregninger i den skala, vi har brug for, kræver en helt anden type datacentre end dem, der er bygget til at understøtte vores almindelige apps og services.

- Derfor fokuserer vi nu vores arbejde på at bygge en ny generation af datacentre, skriver Meta i en skriftlig kommentar.

Frygter fremtiden

Flere af underentreprenørerne på byggepladsen var fynske firmaer. De fortæller til TV 2 Fyn, at de har forberedt sig og investeret i opgaven i længere tid, og nogle frygter nu, at lukningen af projektet kan true deres virksomheds eksistens. 

Ingen ønsker dog at stå frem.

Odenses by- og kulturrådmand, Søren Windell (K), ærgrer sig over beslutningen.

- Jeg er ærgerlig på byens vegne over, at det store byggeri er stoppet, men det er jo en beslutning, som Meta har truffet, fordi det ikke længere passer ind i den teknologiske verden, de befinder sig i.

- Det betyder, at vi mister en masse arbejdspladser, og det betyder også, at vi står med et område, som vi skal finde ud af, hvad vi skal bruge til. Det må vi snakke med Meta om, siger rådmanden.

Fredskov fældet

Odense Kommune udarbejdede sidste år både VVM-undersøgelse, lokalplan og kommuneplan, ligesom kommunen tillod at Meta fældede et stykke fredskov, mod at firmaet rejste en ny skov i dobbelt størrelse.

- Jeg kender ikke status på opførslen af ny fredskov, men jeg forventer, at Meta tager sig af de forpligtigelser, de har i den sammenhæng, siger Søren Windell.

Der var også planer om, at overskudsvarmen fra datahallerne skulle leveres til Fjernvarme Fyn og bruges til at opvarme 6-7.000 husstande.

Kan det her få dig til at tvivle på om det er en god ide for Odense Kommune at involvere sig i arbejdet med store tech-giganter, når sådan noget her kan ske?

- Nej, sådan er det, når man arbejder med store selskaber. Deres dagsorden kan pludselig ændre sig, det sker helt strategisk, og det har så nogle konsekvenser for os. Det betyder ikke, at vi kun skal arbejde med de små. Vi er en stor by, og vi kan godt spise kirsebær med de helt store, mener by- og kulturrådmanden.

Fortsat glad for Odense

Hos Meta bekræfter man, at Odense fortsat spiller en rolle for den store tech-gigant.

- Odense er fortsat et fantastisk sted at drive et datacenter, og vores nytilflyttede kollegaer er glade for at være blevet en del af lokalsamfundet. Vi er stolte af det arbejde, vi har gjort sammen med Fjernvarme Fyn for at bygge det første anlæg i verden for genanvendelse af overskudsvarme på et hyper-scale datacenter, og vi ser frem til at fortsætte vores gode dialog med både naboer, partnere og resten af lokalområdet, skriver Meta. 

Udsigt til billige håndværkere på Fyn

Flere af dem, der står til at komme i klemme er blandt andet de fynske underleverandører. Det kan ifølge TV 2's erhvervskommentator Henrik Ørholst blive fatalt.

Det kræver nemlig nogle specifikke detaljer i aftalepapirerne, hvis underleverandørerne skal kompenseres økonomisk.

- Der er ingen tvivl om, at de mister nogle penge ved det her. Jeg frygter lidt, at det ikke er alle, der har haft styr på papirarbejdet i de her sager. Det er jo ikke ukendt, at der ligger meget store advokatregninger, når sådan nogle aftaler går i fisk eller man bliver uenige, siger Henrik Ørholst.

Tager man de for fynboerne positive briller på, så kan nedlukningen af byggeriet gøre det lettere at få håndværkerarbejde udført i fremtiden.

- Nu bliver det meget billigt at få håndværkere, og det bliver muligt at få håndværkere på Fyn de næste mange måneder, det er jeg sikker på. Jeg er ked af, jeg ikke bor på Fyn, for jeg kunne godt trænge til et nyt køkken, siger Henrik Ørholst. 

Det afbrudte samarbejde for en række virksomheder kan komme til at koste flere hundrede mennesker arbejdet med kort varsel. 

Oversigt

    Oversigt