Cafégavekort til 14.000 odenseanere: - Det skaber optimisme

City Odense er glad for Odense Kommunes beslutning om at give de kommunalt ansatte et gavekort på 200 kroner for at sætte gang i oplevelsesøkonomien.

- Al omsætning er hjælp til overlevelse. 

Sådan lyder det fra den glade citydirektør i City Odense Peter Bøgholm Kristensen.

Torsdag meldte Odense Kommune ud, at den vil give byens 14.000 kommunalt ansatte et gavekort på 200 kroner for at sætte gang i oplevelsesøkonomien.

I Ciry Odense regner man med, at det vil komme cirka 60 af de 250 virksomheder, der er medlem i foreningen, til gode.

- Det skaber optimisme der, hvor de er rigtig pressede, fordi der ligger noget og venter på dem, når de åbner igen, siger citydirektør Peter Bøgholm Kristensen.

Ny finanslov gør gavekort muligt

Det er et enigt økonomiudvalg i Odense Kommune, der har besluttet, at de kommunalt ansatte skal have gavekortet på 200 kroner til byens caféer, restauranter, hoteller, teatre og biografer.

Det vil ifølge Fyens Stiftstidende koste kommunen op mod 2,8 millioner kroner.

- Det handler om at hjælpe vores oplevelsesøkonomi i gang, og så vil vi gerne give et skulderklap til vores medarbejdere, lyder det fra borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel (S).

Gavekortet til de kommunalt ansatte er skattefrit, og det er blevet muligt gennem den nye finanslov for at hjælpe de mange virksomheder med at overleve nedlukningen af Danmark.

- Vi har forsøgt at minimere det administrative bøvl, der er for de virksomheder, der skal være med i gavekortsordningen, så de kan overkomme det, siger borgmesteren.

Årsag til yderligere handel

Ifølge City Odense er gavekort netop en god idé, fordi de i al almindelighed er årsag til, at de, der handler, bruger flere penge.

- Gavekortet bliver årsagen til, at de besøger stedet, fortæller Peter Bøgholm Kristensen.

- Det kan vi se på de almindelige gavekort. Ofte udgør de kun en del af det køb, som folk foretager. Typisk omkring 40 procent. 

Den nye lov, der giver mulighed for at dele gavekortene ud i Odense Kommune, forventes at blive vedtaget i marts. 

- Det er rigtig godt, at de har gjort det, siger Peter Bøgholm Kristensen.

Oversigt

    Oversigt