Trods nabomodstand: Carsten får ti koncerter i baghaven

By- og Kulturudvalget i Odense Kommune tog ikke hensyn til borgernes ønsker, og vedtog tirsdag, at der også i 2022 må holdes "koncerter på bolignære pladser".

- Da Carpark North spillede, var det lige før, potteplanterne faldt ned af vindueskarmen. De larmede ad helvede til.

Sådan siger Carsten Flemming Andreasen. Han er 72 år, og i sin baghave deler han bøgetræ med Restaurant Bondestuen.

Han er således en af dem, som kan se frem til, at Restaurant Bondestuen til næste år må arrangere ti koncerter i samme kaliber som rockbandet Carpark North.

Tirsdag vedtog By- og Kulturudvalget i Odense, at der også i 2022 fortsættes med "koncerter på bolignære pladser".

- Det var forudsigeligt

47 beboere i området bag Bondestuen havde forinden afleveret en underskriftsindsamling med et ønske om, der kun blev givet tilladelse til fire udendørskoncerter. Det tog By- og Kulturudvalget ikke hensyn til og vedtog altså, at der må holdes ti koncerter.

- Vi har ikke noget at skulle have sagt, åbenbart. Det var forudsigeligt, konstaterer Carsten Flemming Andreasen.

Han understreger, at han selv er glad for musik. Men ikke er ubetinget begejstret for andres musik.

- Musikken fejler jo ingenting, men vi vil gerne selv bestemme, hvornår vi skal høre det.

- Det er jo i den bedste tid. Vi skal jo også være ude i haven.

Opstilling og opvarmning

Koncerterne skal slutte klokken 22.00, så det vil ikke forstyrre Carsten Flemming Andreasens nattesøvn.

- Det ærgrer mig bare lidt, siger han, og tilføjer, at det jo ikke kun er koncerten, der larmer.

- Det er ikke kun to timer og så slut. Der er også larm ved opstilling og med opvarmning. Og så er der alle bilerne, der kommer ind i området.

Restaurant Bondestuen har plads til op mod 600 gæster til hver koncert. Gæsterne får mad og sidder ved borde.
Restaurant Bondestuen har plads til op mod 600 gæster til hver koncert. Gæsterne får mad og sidder ved borde.
Foto: Jan Nanfeldt

Carsten Flemming Andreasen har boet på Carl Baggers Allé over for Odense Zoo siden 1979. I alle årene har toget på Svendborgbanen passeret i skellet mellem hans hus og Bondestuen.

I de senere år er musikken kommet til, så alt efter vindretning kommer der musik fra Tinderbox i Tusindårsskoven eller fra gryden i Den Fynske Landsby.

- Der er meget i området, men der er kun cirka 60 meter fra mit soveværelsesvindue til pladsen ved Bondestuen, siger Carsten Flemming Andreasen.

Datoer på koncerter er på vej

Udover at Bondestuen har fået tilladelse til ti koncerter i 2022, er den samme tilladelse givet til Byens Ø, hvor spillestedet Posten i år afviklede ti udendørskoncerter.

Medejer af Restaurant Bondestuen Jan Arentoft siger efter By- og Kulturudvalgets afgørelse, at han håber at kunne præsentere de første navne inden jul.

- Nu skal vi sætte os med en kalender og finde nogle datoer, hvor der ikke ligger så meget andet. Vi skal selvfølgelig ikke lave en koncert under H.C. Andersen Festivals eller sådan noget. Men jeg håber da, at vi i næste uge kan afsløre de første navne, så folk kan købe en billet i julegave, siger Jan Arentoft til Fyens Stiftstidende.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra formanden for beboerforeningen Carl Baggers Venner, Thomas Kehlet-Larsen. Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om udfaldet af dagens beslutning i By- og Kulturudvalget.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt