Charmetur: Ole deler smil og blomster ud

Medarbejderne på Odense Værkstederne delte tirsdag formiddag blomster ud til de handlende i Odense midtby. Det var der indtil flere formål med.

Det er ikke kun det almindelige butiksliv, der lige skal i gang igen efter coronaviruspandemien og den lange nedlukning.

Også butikken hos Odense Værkstederne på Rytterkasernen, der er Odense Kommunes tilbud om dagsbeskæftigelse til voksne mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, savner deres kunder.

quote Jeg er lidt genert. Men det er dejligt, og jeg skal jo prøve noget nyt

Ole Nørgaard Nielsen, medarbejder, Odense Værkstederne

Derfor var pædagoger og medarbejdere tirsdag formiddag taget på charmeoffensiv i gågaden i Odense, hvor de delte både smil, god karma og 200 planter i hjemmelavede potter ud til de handlende.

En af værkstedets medarbejdere er Ole Nørgaard Nielsen. For ham var det en helt ny oplevelse at dele ud til andre glade odenseanere.

- Jeg kan godt mærke, at det er første gang, jeg prøver det her. Jeg er lidt genert. Men det er dejligt, og jeg skal jo prøve noget nyt, siger 60-årige Ole Nørgaard Nielsen.

Heldigvis bliver blomsterne godt modtaget, og modtagerne bliver glade.

- Det synes jeg da, at de gør. De siger mange tak, fortæller han stolt.

På blomsterne er der en QR-kode, som man kan scanne og se mere information om blomsten, potten og hvor og hvordan den er lavet. Den del af processen har Ole Nørgaard Nielsen også været involveret i.

- Jeg har været med til at rulle det keramik, potten er lavet af. Med en kæmpestor rullemaskine. Og så lavede vi potterne bagefter, brændte dem i keramikovnen og dyppede dem i glasur. Det var sjovt arbejde. Anderledes, men sjovt, forklarer Ole Nørgaard Nielsen.

Store smil på medarbejderne

Ninna Frandsen er pædagog på Odense Værkstederne og en af kvinderne bag tirsdagens uddeling af de flotte potter.

- Så kan vi fortælle lidt om vores værksted, og hvad vi ellers laver af gode ting. Og jeg kan jo se på dem, at de er rigtig glade for at dele ud. Gode til det og stolte, siger Ninna Frandsen.

Ligesom mange andre butikker, har også Odense Værkstederne behov for at gøre reklame og gøre opmærksom på sig selv. Men ønsket om at trække kunderne ned til butikken igen er ikke den eneste grund til blomsteruddelingen.

FAKTA

- Det er også for at prale lidt af os selv, hvor gode vi egentlig er til at lave alle de her ting, vi laver, fordi de er lavet fra bunden af, siger Ninna Frandsen.

Men vigtigst af alt giver dagens opgave en stor glæde hos de fysisk og psykisk handicappede medarbejdere på værkstederne.

- Jeg kan se et meget stort smil hos dem og en glæde ved at fortælle, at de selv har lavet potterne. De kan se en mening med det, vi laver på værkstedet. Det betyder meget, siger Ninna Frandsen.

Ingen planer om pension

Mens pædagogen fortæller om baggrunden for uddelingen, møder Ole Nørgaard Nielsen en kvinde på Flakhaven og tilbyder hende en blomst, mens han forklarer om den smarte QR-kode.

- Hvis du har en af de her nymodens telefoner, kan du scanne koden og se, hvor den er lavet henne, siger Ole Nørgaard Nielsen.

Og blomsten bliver modtaget præcis, som den blev afleveret. Med smil og glæde.

- Det er da fantastisk. Det sætter fokus på deres arbejde, og det husker jeg meget bedre nu, siger Birthe Ottosen.

Alt imens er Ole på vej tilbage efter nye forsyninger af blomster, der kan deles ud.

Selv om han har rundet de 60, har han ingen planer om at lade sig pensionere fra det daglige arbejde på Odense Værkstederne.

- Jeg bliver tit spurgt, hvornår jeg stopper – men jeg stopper ikke foreløbig. Jeg kan ikke undvære mine kollegaer. Jeg trives i bedste velgående dernede, siger Ole Nørgaard Nielsen.