Christian åbnede i byggeriet: Man får jo en kæmpe eksponering

Christian Juul Hansen trodsede letbanebyggeriet og åbnede en kaffebar på hjørnet mellem Albanigade og Benedikts Plads. Han ser et potentiale i at ligge tæt på en letbanestation.

Letbanens indtog i Odense har skabt harme hos beboere og forretningsdrivende, der klager over gener fra byggeriet. På Benedikts Plads har letbanen også gjort sit indtog og midlertidigt forvandlet pladsen i Odense til en byggeplads.

Men Christian Juul Hansen valgte alligevel sammen med sin forretningspartner at åbne kaffebaren Baboon Coffee på hjørnet af Albanigade og Benedikts Plads.

- Som forretning bliver man eksponeret rigtig meget ved, at en letbane kommer forbi hvert syvende minut, siger Christian Juul Hansen.

 

 

Bliver forvandlet til grønt område

Benedikts Plads skal være en af letbanens 26 stationer, og i den forbindelse bliver hele pladsen forvandlet til et grønt område. Nye stier, ny belægning og nye træer kommer til at pryde pladsen, der endda udvides ved at nedbryde muren ind til haven bag Kirkens Korshærs herberg.

quote Jeg er trådt ind i det, hvor det er i gang, men jeg oplever, at min forretning udvikler sig, og så håber jeg, at når byggeriet står færdigt, så bliver det ligesom at klippe en snor, og så kan det noget.

Christian Juul Hansen, ejer af Baboon Coffee

- Benedikts Plads har altid været en central plads, men nu får den en kickstart til et nyt liv. Jeg tror generelt, letbanen vil være med til at flytte byen ud i de her perifere dele. For eksempel ville pladsen her nok ikke være blevet lavet om, hvis det ikke var for letbanen, siger Christian Juul Hansen.

Han forudser, at letbanen vil tage noget af trafikken på Albanigade.

- Albanigade var førhen en meget befærdet vej, som havde svært ved at få et liv omkring sig på grund af trafikken. Igennem de sidste to-tre år er der kommet mere ro på, og hvis det kan fortsætte, i kraft af at letbanen kommer, så bliver det rigtig godt, siger Christian Juul Hansen.

Ventede med at åbne

Christian Juul Hansens kaffebar havde i november sidste år et års fødselsdag, men faktisk kunne Baboon Coffee have fejret to års fødselsdag. Christian Juul Hansen havde nemlig mulighed for at åbne kaffebaren året før, men valgte at vente.

- Jeg bor her i området, så jeg så, hvordan mange butikker døde, da de lukkede Albanigade af. Derfor var det hele tiden en vurdering af, hvornår tør man stige på det her tog, siger Christian Juul Hansen.

Ham og hans forretningspartner valgte at trække den et år mere og åbnede først i 2017 deres kaffebar. 

- Min forretning har ikke levet før alt byggeriet. Jeg er trådt ind i det, hvor det er i gang, men jeg oplever, at min forretning udvikler sig, og så håber jeg, at når byggeriet står færdigt, så bliver det ligesom at klippe en snor, og så kan det noget, siger Christian Juul Hansen.

 

Christian Juul Hansen håber, flere kan se muligheder i Benedikts Plads, som byggeriet skrider frem.
Fotograf: Ida Brodtkorb

 

Håber flere tør starte op

I dag håber Christian Juul Hansen, at flere tør åbne en forretning i området omkring Benedikts Plads.

- Hvis vi tror på, at et område kan noget, så skal man måske også være med til at tage chancen og være med til at udvikle byen, siger han.

Han har en klar forventning om, hvordan livet med letbanen bliver i fremtiden.

- Jeg tænker det sådan, at når man er kørt forbi her i letbanen to eller tre gange, så en eller anden dag står man af og kommer ind for at hygge sig i vores kaffebar, inden man går det sidste stykke op i byen, siger Christian Juul Hansen.

 

Oversigt

    Oversigt