Clara og 3.a grebet af eventyrets magi: Fantasien gør klasseværelset til Elverhøj

Glem alt om tre-tabellen og staveord. Denne formiddag blev hverdagen erstattet af magi, fantasi og eventyr for 3.a på Marie Jørgensens Skole i Odense.

Magien kom ikke dumpende ned fra himlen denne grå skoledag, hvor klokken ringede ind til time og kaldte 3.a ind i varmen. 

Næh, magien kom i form af Mette Vedel Kiilerich fra Børnekulturhuset Fyrtøjet.

quote Mig og Dorothea skal være sådan nogle havprinsesser. Vi synes, at det er sjovt at være nede i havet 

Clara Marie Dall, 3.a

Hun ankom med kisten fuld af kostumer, hovedet fuldt af tossestreger og H.C. Andersens eventyr Elverhøj under armen. De første fem minutter var børnene stille, men så begyndte det.

Ungerne overhaler Andersen

H.C. Andersen har ganske vist skrevet eventyret Elverhøj, men da først børnene fra Marie Jørgensens Skole dykkede ned i historien, så gik det ud over stepperne, og den gamle forfatters værk blev ganske overtaget af de unge, kreative hjerner. 

Hele formålet med besøget var at engagere børnene i H.C. Andersens eventyr og univers. Børnekulturhuset Fyrtøjet holder lukket for tiden på grund af flytning og ombygning, så derfor tager konsulent Mette Vedel Kiilerich i stedet ud på odenseanske skoler og laver workshops med børnene.

- Det er sjovt at se, hvordan børnene både krydser en grænse, men også kan mærke, at kammeraterne griner med dem og synes, at de er seje. Så får de det der blik i øjnene: Det her kan jeg godt, fortæller Mette Vedel Kiilerich.

Publikum lytter godt efter, når kammeraterne optræder.
Publikum lytter godt efter, når kammeraterne optræder.
Foto: Jonas Bertelsen

Afhuggede ben vokser da ud igen

Denne onsdag står den på improvisationsteater, hvor børnene broderer videre på Elverhøj og skaber deres helt egen version af eventyret med nyopfundne væsner med hidtil usete talenter - som hos frøen, hvis ben vokser ud, hver gang det bliver hugget af.

-Så skal man finde på, hvem man selv er. Et menneske eller et havvæsen. Mig og Dorothea skal være sådan nogle havprinsesser. Vi synes, at det er sjovt at være nede i havet, siger Clara Marie Dall, der går i 3.a.

Clara Marie Dall giver den gas på scenen.
Clara Marie Dall giver den gas på scenen.
Foto: Jonas Bertelsen

Vilde ideer og klapsalver

Først gør børnene det, som de helt naturligt er bedst til: Får ideer sammen i vildskab. Det som voksne går på kurser for at lære og kalder brainstorming - det kommer ganske naturligt til 3.a.

Derefter skaber de et teaterstykke, som de opfører for de andre med store klapsalver til følge.

 - Det er rigtigt sjovt, for så prøver vi noget andet end at have dansk, siger Clara.

Der er applaus til 3.a efter deres dramatiske optræden.
Der er applaus til 3.a efter deres dramatiske optræden.
Foto: Jonas Bertelsen

Baggrund

Baggrunden for den magiske formiddag er, at Børnekulturhuset Fyrtøjet for tiden er lukket og skal forvandles til det nye børnekulturhus ”Elverhøj”, der åbner i Nyborgladen på Møntergården i slutningen af maj 2018.

Derfor afprøver Odense Bys Museer et helt nyt samarbejde med odenseanske skoler, hvor børnene arbejder med filosofi, improvisationsteater og billedkunst med udgangspunkt i eventyret sammen med en formidler fra børnekulturhuset Fyrtøjet.

Workshoppene vil give Børnekulturhuset Fyrtøjet et indblik i børnenes syn på eventyrets pointer, eventyrfigurerne og H.C. Andersen som fortæller, så udviklingen af det nye Elverhøj-univers blandt andet kommer så tæt på børns opfattelse som muligt.

Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense er under ombygning, så for tiden tager formidler Mette Kiilerich i stedet ud på skolerne for at arbejde sammen med børnene om H.C. Andersen. Vi var med, da 3a på Marie Jørgensens Skole lavede teater-workshop baseret på eventyret Elverhøj.

Oversigt

    Oversigt