Corona-sygemeldt Lilleholt vender tilbage til Christiansborg - Jeg var ikke bare lidt ramt

Fire uger efter Lars Christian Lilleholt blev indlagte første gang med coronavirus, er han nu klar til at vende tilbage til jobbet på Christiansborg.

For fire uger siden blev Venstres tidligere minister Lars Christian Lilleholt indlagt på OUH - smittet med coronavirus.

Nu er forsvarsordføreren klar til at vende tilbage til jobbet på Christiansborg.

Det bliver dog ikke med samme energi som tidligere. Selvom det nu er en måned siden, at coronatesten kom tilbage positiv, kæmper politikeren fortsat med eftervirkningerne.

- Der bliver lidt konkurrence mellem ordførerskabet og sofaen, og ind imellem er jeg nok også nødt til at vælge sofaen for at komme så godt igennem det som overhovedet muligt, fortæller Lars Christian Lilleholt. 

5.091 coronapatiener

Lars Christian Lilleholt bliver udskrevet anden gang for 14 dage siden. Politikeren var nemlig så syg af corona, at han var indlagt først i fire dage for derefter at blive genindlagt i yderligere seks.

- Jeg er supertræt. Jeg sover langt mere, end jeg plejer. Siden jeg kom hjem har jeg måttet sove to-tre timer ekstra i løbet af dagen, og jeg føler stadig meget, meget stor træthed, fortæller han. 

Siden coronapandemiens udbrud i det tidlige forår har 5.091 patienter været indlagt på landets sygehuse med covid-19. Lars Christian Lilleholt blev indlagt første gang mandag den 2. november med trykken for brystet, høj feber og generel utilpashed.

- Jeg var så dårlig, at jeg frygtede, det enten kunne være corona eller en mulig blodprop, forklarer han.

Jeg er hårdt ramt

Efter få timer kommer svaret - Lars Christian Lilleholts coronaprøve er positiv.

- Jeg bliver forskrækket, fordi jeg kan mærke, at jeg ikke bare lige er ramt lidt af det. Der er rigtig mange mennesker, der kommer let forbi coronaen, og jeg må bare sige, at sådan har det ikke været for mit vedkommende, fortæller folketingspolitikeren. 

Lars Christian Lilleholt blev indlagt på OUH i begyndelsen af november. Han kunne godt selv mærke, at han var meget syg af corona.
Lars Christian Lilleholt blev indlagt på OUH i begyndelsen af november. Han kunne godt selv mærke, at han var meget syg af corona.
Foto: Privatfoto

Lars Christian Lilleholt er indlagt i alt i ti dage. Han får både ilt og bliver behandlet med lægemidlet Remdesivir og binyrebarkhormon.

- Jeg vil faktisk ikke ønske, at min værste fjende skulle få corona. 

Vinker til familien

I de ti dage, Lars Christian Lilleholt ligger på hospitalet, er han stort set isoleret fra omverden. Kun læger og sygeplejerske besøger ham, men det rumdragtklædte sygepersonale forsøger at begrænse visitterne. 

Fra sin isolationsstue på femte sal på hospitalet får han ind imellem mulighed for at vinke ned til sin familie, der har taget opstilling foran hospitalet på gadeplan.

- Man er i trygge og gode hænder, når man ligger på OUH, men man tænker, hvad det skal ende med, og kan man overhovedet komme igennem det, hvis ens tilstand bliver værre, fortæller Lars Christian Lilleholt. 

Lars Christian Lilleholts tilstand blev ikke være, og siden da har hunden Fluffy haft dagligt selskab på sofaen, kaffen er igen begyndt at smage af kaffe, og folketingspolitikeren er klar til at vende tilbage til jobbet.

Lars Christian Lilleholt vender dog tilbage til Christiansborg med ny respekt for coronavirusset.

- I starten tænkte jeg, at hvis jeg bliver ramt af det, skal det nok gå, men efter at have ligget på sygehuset i ti dage af to omgange, så er corona noget, man skal gøre alt for overhovedet at undgå, siger han. 

Oversigt

    Oversigt