Coronasmitte i Vollsmose: Flere tusind kan blive testet om dagen allerede i weekenden

Med en intensiveret teststrategi vil det allerede i weekenden være muligt at teste omkring 2.000 borgere i Vollsmose om dagen.

Med en ny teststrategi vil Odense Kommune teste samtlige beboere i Vollsmose over 12 år to gange om ugen. 

Det svarer til godt 14.000 test ugentligt, og siden sidste weekend har knap 3.000 personer benyttet testcentrene i Vollsmose. Der skal derfor skrues gevaldigt op for antallet af test i bydelen.

Lørdag begynder Odense Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed på de såkaldte to go-test, hvor podere har mulighed for at teste hjemme hos folk eller lige nede for opgangen.

Samtidig får kommunen hjælp fra Carelink, der holder til i faste testcentre.

- Vi vil formegentlig kunne teste et par tusind om dagen i Vollsmose allerede i weekenden, siger direktør for Carelink Brian Rosenberg. 

Carelink vil i weekenden være to nye steder i Vollsmose lørdag og søndag. Det er på Risingskolen, hvor der vil være åbent mellem klokken 10 og 18, og i Egeparken, som åbner klokken 9.30 og lukker igen klokken 20. 

Ingen travlhed om aftenen

I testcentrene er det typisk midt på dagen, at der er mest travlt, mens køen er kortest i ydertimerne. Skulle der være brug for det, er det endda muligt, at Carelink kan udvide åbingstiderne, så endnu flere kan testes.

- Vi havde tidligere åbent til klokken 21, men der testede vi ikke så mange i det tidsrum. Hvis vi skulle se på at udvide tiderne, er det mere om morgenen, vi kigger på, siger Brian Rosenberg. 

Odense Kommunes to go-test er i første omgang begrænset til weekenden, men vurderer kommunen og Styrelsen for Patientsikkerhed, at måden at teste på er gavnlig, er det muligt, at ordningen forlænges.