Cykelstativet siger godmorgen

Et cykelstativ, der kan sige godmorgen, det bliver inden længe virkelighed på Kroggårdsskolen i Næsby.

Det var mangel på cykelstativer på Kroggårdsskolen, der endte med et samarbejde mellem skolen, Blue Ocean Robotics, Fredericia-virksomheden VEKSØ, University College Lillebælt og Odense Kommune.

Gennem tre uger har eleverne i 4. klasse programmeret og designet prototypen på et intelligent cykelstativ. Lige nu arbejder børnene stadig på deres skitser, men efter planen er projektet klar før sommerferien.

- I den nye skolereform er der blevet sat fokus på ”globalisering og entreprenørskab” samt den ”åbne skole” som noget, der gennemsyrer undervisningen. At eleverne og lærerne kan arbejde med det både teoretisk og praktisk sammen med eksperter fra virksomhederne motiverer helt fantastisk og skaber læring for alle, siger skoleleder Mogens Falk Jørgensen.

Lærerstuderende fra University College Lillebælt  har været tilknyttet Kroggårdskolens 4. klasse.

- Børn vokser i dag op med mange teknologier omkring sig, og derfor skal lærerstuderende fra UCL have erfaring med nye og relevante læremidler som for eksempel ”Humming Bird”, som er blevet brugt i dette forløb. Det er med til at klæde vores studerende på, og samtidigt giver et tæt samarbejde os mulighed for at vise de kompetencer, som studerende og undervisere fra UCL besidder, siger lektor ved Læreruddannelsen på University College Lillebælt Frank Jensen.

VEKSØ arbejder med design, fremstilling og salg af byrumsmøbler, cyklismeprodukter og belysning, og de har også være med i samarbejdet med eleverne fra Kroggårdskolen.

- VEKSØ er altid interesserede i at deltage i udviklingen af nytænkende produkter og intelligente løsninger, og projektet spiller rigtigt godt ind i vores Smart City fokus. Her er vi med i et unikt samarbejde, og vi kan kun lade os inspirere af den fantasi og tilgang til produktudvikling, som folkeskoleeleverne kommer med, siger udviklingschef Christian Olsen fra VEKSØ.

 

 

Oversigt

    Oversigt