Cyklister skal ud på omvej for at komme til universitetet

Fra februar skal de hundredevis af cyklister, der dagligt kører til og fra Syddansk Universitet, ud på en tre minutter lang omvej.

Når kalenderen skifter til februar, betyder det trafikale ændringer for en stor gruppe cyklister i Odense.

Arbejdet med Odense Letbane betyder, at de mange tohjulede trafikanter skal på en omvej.

Det fortæller Odense By på Twitter.

Ifølge Odense Letbane kommer omvejen til at svare til cirka tre minutter ekstra på cyklen, før den kan parkeres og de tunge universitetsbøger kan åbnes.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er vejkrydset ved Cortex Park, der bliver berørt af arbejdet med letbanen.

I dette område skal en ny stitunnel under Niels Bohrs Allé gøre det lettere for cyklister at komme til campus-området.

I stedet for at benytte sig af krydset som vanligt, skal cyklisterne et stykke længere ned af Niels Bohrs Allé, før de kan vende snuden mod universitetet.

Odense Letbane forventes at stå færdig i 2020. Et af stoppestederne kommer til at være ved Syddansk Universitet.

Oversigt

    Oversigt