Cyklister styrter på nye fliser ved letbanestation

Det er uforståeligt, at en cykelsti skal belægges med glatte fliser, siger flere cyklister i Odense.

Nylagte gulbrune fliser ved Vesterbro i Odense bliver mere end almindeligt glatte, når det er vådt i vejret.

Det oplever cyklisterne, der har svært ved at holde balancen på den glatte belægning.

- Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har tænkt sig om. Vi skal have noget asfalt i stedet, det er meget nemmere at have med at gøre, siger Mogens Therkildsen, der er pensioneret lærer.

Ifølge fyens.dk, der har fået en aktindsigt fra Odense Letbane, er der allerede sket "mange faldulykker" omkring den kommende letbanestation ved Vesterbro.

Fliserne dækker et område på i alt 1.400 kvadratmeter med både fortov og cykelsti, og problemet med dem er, at de er brændt for hårdt. Det fortæller Michael Steffensen, direktør for virksomheden Steffen Sten, der er leverandør til entreprenøren Barslund. 

- Stenene er åbenbart blevet brændt for hårdt og har derfor fået en for glat overflade, siger han til fyens.dk og tilføjer:

- Men producenten påtager sig både det fulde ansvar og regningen.

Advarende skilt 

Ved siden af cykelstien er der nu opsat et skilt, der oplyser, at fliserne er glatte i vådt føre. Det har pensionist Jens Peter Jørgensen ikke meget til overs for. 

quote Vi har det samme problem i Overgade. Hvorfor lægger man ikke almindelig asfalt, som er både hurtigere, billigere og bedre at køre på?

Mogens Therkildsen, pensionist

- Jeg synes, det er fuldstændigt tåbeligt. Altså ikke at skiltet er der, men at man er nødt til at sætte sådan et skilt op, samtidig med at man lægger nogle fliser, siger han.

Ifølge de to cyklister er det i det hele taget fjollet at bruge tid, penge og kræfter på at lægge klinker.

- Vi har det samme problem i Overgade. Hvorfor lægger man ikke almindelig asfalt, som er både hurtigere, billigere og bedre at køre på? spørger han retorisk og fortsætter: 

- Jeg forstår ikke det her.

 

Oversigt

    Oversigt