I det fynske folks tjeneste

Dagens Fantastiske Fællesskab: Én stor hockeyfamilie

Hockey er en lille sport, men lysten til at spille er enorm i Hockeyklubben Odin. Lige nu er klubben med i Fantastiske Fællesskaber.

Et par af Odins yngre medlemmer i højt humør. Foto: Privat

Sådan her beskriver Hockeyklubben Odin sig selv i deres indstilling:

I Hockeyklubben Odin mødes børn fra seksårsalderen, unge teenagere, voksne mænd og kvinder og den gamle adstadige garde – uge ind og uge ud. På tværs af årgange skaber medlemmerne et kammeratskab, som holder en sport fra svundne tider i live. Det er hockeysporten, vi mødes om, men vores fællesskab er så meget mere end det sportslige. Hockeysporten er midlet.

Fællesskab, bevægelse og begejstring er målet. Som holdkammerater, forældre, trænere, ledere og frivillige er hockeyfællesskabet noget, vi skaber sammen og giver til hinanden.

Ungdomsholdene består af både drenge og piger - ofte med aldersforskelle på flere år, og for at stille et hold er der brug for alle. Så simpelt er det faktisk.

Det afspejler sig i hele grundværdien i klubben: At ALLE trives og kan lide at komme i klubben. Fællesskabet er et mål, men også en nødvendighed.

Den 1. september 2019 nåede vi en milepæl. Dér fyldte Hockeyklubben Odin 80 år. 80 år bygget på fællesskab og sammenhold.

Læs også Dagens Fantastiske Fællesskab Skibsbyggernes mødested

Hvordan dyrker I fællesskabet?

Vi arrangerer fælles madaftener for alle ungdomsspillere (forældrene laver maden på skift), vi afholder kom-sammen-stævner med venner, familier osv. En gang om året afholder klubben hockeyskole for ungdomsmedlemmer i klubber i hele Danmark, og et par gange om året er der arbejdsdage, hvor medlemmer og deres familie giver en hånd med stort og småt i klubben.

Så vi laver en række arrangementer blandt andet med det formål at styrke fællesskabet - men derudover er der alt det, der holder hjulene i gang uge efter uge:

Eksempelvis har vores oldboys-spillere brugt timer og dage på at renovere klubbens omklædningsfaciliteter; de går forrest, når der skal samles penge ind til fællesskabet, og gør i bund og grund alt det, der skal til for at videreføre kulturen i klubben.

Hvorfor skal I vinde prisen?

Én oplevelse rammer i virkeligheden vores fællesskab ind:

Et par af drengene fra U10-holdet tog i hallen for at spille lidt selv. Da de dukkede op, var klubbens oldboyshold i gang med deres træning og inviterede drengene med til kamp. Det blev til en times benhård træning, der efterlod både unge og gamle med sved på panden og et stort smil på læben.

Læs også Dagens Fantastiske Fællesskab: Nattens gule hjælpere

Hvad skal prisen bruges til, hvis I vinder?

Klubben har en ambition om at få endnu flere med i fællesskabet. Vi vil derfor bruge pengene på at udbrede kendskabet til hockeysporten, klubbens værdier og aktiviteter. Det kunne være skoleturneringer, aktiviteter rettet mod internationale studerende eller familiedage.

Vi er en lille klub, der er afhængig af, at der hvert år kommer nye spillere til. Det tror vi, at titlen som Fyns Fantastiske Fællesskab kan bidrage til.

Besøg Hockeyklubben Odins hjemmeside og Facebook.

FAKTA

58 fantastiske fynske fællesskaber meldte sig til konkurrencen Fantastiske Fællesskaber. Her på siden præsenterer vi løbende de mange fællesskaber.

 

Den 4. november offentliggør vi de fem fællesskaber, som en jury har valgt at nominere. Samme dag åbner afstemningen, hvor alle fynboer inviteres til at stemme på deres favorit. Vinderen med flest stemmer modtager 100.000 kroner.

 

Fantastiske Fællesskaber er skabt i samarbejde mellem TV 2 Regionerne, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us. Læs mere her.