Danmarks førende: Få en ny finger på fire timer på Fyn

Den odenseanske bandagist-virksomhed Ortos bliver de første i Danmark til at lave proteser med en 3D-printer.

Når man som bandagist skal lave en protese i dag, vil man i de fleste tilfælde starte med at lave en gipsafstøbning, som senere hen bliver til en mekanisk protese i et termoplastisk materiale. 

Men for den odenseanske virksomhed Ortos bliver rutinen snart en anden. Med købet af en 3D-printer, kan teknikerne lave en ny finger på bare fire timer, hvilket kommer til at gøre en stor forskel for patienterne.

- Det er helt vildt. Jeg vil kunne scanne deres arm og så printe et hylster til protesen. Vi kan have en ny finger eller hånd klar på samme dag, som vi ser patienten, siger Benedikte Holck, der er autoriseret bandagist hos Ortos. 

Tiden er altafgørende

Det er et spørgsmål om tid, når en patient mister en legemsdel og skal have en protese. 

Hvis du for eksempel mister en finger, vil du som det eneste sted i landet blive transporteret til Odense Universitetshospital, hvor et såkaldt replanterings-team i første omgang vil forsøge at sætte fingeren på igen.

quote Vi kan have en ny finger eller hånd klar på samme dag, som vi ser patienten

Benedikte Holck

Hvis fingeren er for skadet til at kunne sættes på, vil man gøre patienten klar til en protese.

Der går ofte tre dage før patienten er klar til at få en protese, men der må ikke gå for lang tid. Venter man for mange dage, mister man gradvist den såkaldte fingerfunktion, som er hjernens signal til fingeren - selvom fingeren er væk.

Desto kortere tid man venter, desto større sandsynlighed er der altså for, at hjernen stadig vil tro, at fingeren fungerer, og dermed vil der være større bevægelighed i protesen. 

Billige fingre

Udover hurtigheden, så er det også billigere at skabe en fingerprotese med en 3D-printer. 

En ny finger koster fem kroner at lave i materialer, og en hel hånd kan laves for 40 kroner.

- Materialeprisen er simpelthen lavere, fortæller direktør for Ortos, Mads Harbo. Han glæder sig over købet af printeren. 

- Med købet af 3D-printeren tager vi hul på den digitale udvikling, konstarer han.

Virksomheden bliver den første i Danmark til at anvende en 3D-printer til at lave proteser. 

3D-printer fra Max Bowtell
3D-printer fra Max Bowtell
Foto: Max Bowtell

Printer hele vejen fra Australien

Selve printeren er fragtet hele vejen fra Australien, efter ingeniøren Mat Bowtell kom i kontakt med Ortos. 

Mat Bowtell udvikler 3D-printere og laver videndeling til hele verden i håbet om, at alle får mulighed for at få en protese. 

Du kan læse mere om hans projekter her.