Danmarks mest ansvarsfulde kollega er fynbo

Der var for første gang to fynboer nomineret til prisen Danmarks Bedste Kollega. Under det store award- og finaleshow i Cirkusbygningen løb den ene af dem med en af de tre specialpriser, nemlig prisen som ”Danmarks mest ansvarsfulde kollega”.

Det store awardshow for Danmarks Bedste Kollega løb af stablen tirsdag aften i København i Cirkusbygningen. Der var to fynboer nomineret til prisen for Danmarks Bedste Kollega, og Henrik Aabling Daugaard fra Odense Kommune kunne løbe med titlen som "Danmarks mest ansvarsfulde kollega".

Der kom ingen fynbo helt øverst på skamlen som Danmarks Bedste Kollega. Den pris gik til Regitse fra Thisted. Til gengæld kan fynske Henrik Aabling Daugaard, der er fysioterapeut hos Tagtækkergrupen i Odense Kommune, se tilbage på en aften, der bød på en af de flotte specialpriser. Juryen fandt, at Henrik i det daglige er en yderst ansvarsfuld kollega, og at det skulle belønnes med en særlig hæder. Samtidig supplerede de 400 gæster i Cirkusbygningen med klapsalver til den stolte fynske repræsentant:

- Det er da et skulderklap at få. Det havde jeg ikke lige regnet med, så det er altid dejligt. Tak for nomineringen (til kollegaen Heidi Larsen, red.), og tak til HK for at stable sådan et arrangement på benene. Det er da stort, synes jeg, siger Danmarks mest ansvarsfulde kollega, Henrik Aabling Daugaard. 

Velfortjent specialpris

Når danskerne har nomineret hele 1.760 gode kolleger til prisen som Danmarks Bedste Kollega, så afspejler det, hvor vigtigt godt kollegaskab er for de fleste af os i det daglige:

- Alle undersøgelser viser, at vi prioriterer vores gode kollegaer ret højt. Derfor er det dejligt, at vi med Danmarks Bedste Kollega kan anerkende dem, vi sætter pris på i det daglige. Så stort tillykke til både Henrik og hans kolleger med, at han tager en velfortjent specialpris med hjem til Fyn, siger Anne Marie Bay, der er sektorformand for HK Privat Midt og fulgte de fynske kandidater på turen til København.

Det er fjerde år i træk, at HK arrangerer Danmarks Bedste Kollega og opfordrer danskerne til at nominere kolleger, der gør en særlig forskel for dem og deres fælles arbejdsplads. I år var der næsten 1.800 danskere, der blev nomineret af en kollega.

Der var inviteret ti finalister til det store finalearrangement i Cirkusbygningen – to af dem var denne gang fra Fyn. Udover hovedprisen som årets bedste kollega, så bød aftenen også på tre specialpriser, hvoraf Henrik Aabling Daugaard altså vandt den ene. De tre specialpriser var: Den mest ansvarsfulde kollega, den mest engagerede kollega og den mest hjælpsomme kollega.
Den anden fynske finalist, Helle Gammeltoft Nielsen fra Langeskov Planteskole, vandt desværre ikke. Både Henrik og Helle havde hver deres kollega med, som havde nomineret dem.

Oversigt

    Oversigt