Danmarks største sankthansbål bliver fuldstændig anderledes i år

Denne sommer må man mærke bålets flammer og synge Midsommervisen hjemme fra stuerne og haverne. Den ikoniske sankthansfest på Engen i Odense bliver i år et digitalt show.

Bålrøg i øjnene, flammernes varme og stemmer, der side om side sjunger 'Vi elsker vort land, når den signede jul'.

Mange forbinder den traditionsrige sankthans med at mærke varmen fra det knitrende bål og stå i samlet flok og synge Midsommersangen.

quote Vi famler lidt i blinde, da det er helt nyt for os med denne slags sankthans

Nadine Overgaard, ejer, NIpro

Sådan har det også været de seneste mange år på Engen ved Fruens Bøge i Odense, men i år bliver arrangementet afholdt digitalt - som et stort show.

- Vi er mange, der savner at lave noget. Og vi tænker, at sankthans er så stor en folkefest, så derfor vil vi skabe en oplevelse hjemme i stuerne, siger Nadine Overgaard, der ejer eventbureauet Nlpro, som afvikler arrangementet.

Famler i blinde

Eventbureauet NIpro har netop overtaget afviklingen af sankthansfesten på Engen for 2020-2022. Derfor er det helt nyt for dem - også med det virtuelle arrangement.

- Vi famler lidt i blinde, da det er helt nyt for os med denne slags sankthans. Men jeg tror, der kommer til at være stor opbakning. Der er allerede over 2.000, der har trykket deltager eller er interesseret på facebookbegivenheden, siger Nadine Overgaard.

Hun fortæller, at de havde to muligheder. Enten skulle de droppe det helt eller holde en digital fest i stedet. Nu satser de på det sidste og håber at få flammerne helt ud i stuerne.

- Ved at lave det i så stor skala med sådan et stort bål, så kan man næsten mærke varmen fra bålet. Så vi håber, at folk kan finde fællesskabet i stuerne og haverne, siger Nadine Overgaard.

Lykkehjulet og livemusik 

Det er ikke kun et virtuelt stort bål, der skal nå ud i stuerne. Hen over tre timer kommer der livemusik, båltaler og et kor, der vil synge Midsommervisen.

I løbet af aftenen vil der også være Lykkehjulet, hvor man kan vinde præmier for over 50.000 kroner. Hovedpræmierne er en uges ferie på Hasmark Camping og en privatkoncert med coverbandet John Mogensens duo. 

- I år er det meget mere end bare et bål. Vi satser stort med show og store præmier, siger Nadine Alvarez.

Det er gratis at deltage i arrangementet, der bliver livestreamet direkte fra deres facebookbegivenhed og på en storskærm på Arkaden i Odense.

Oversigt

    Oversigt