Dansk Folkeparti: - Skandale, hvis Odeon aflyser på grund af Kina

Gruppeformand Christel Gall fra Dansk Folkeparti bakker fuldt op om Enhedslistens forslag om at undersøge Odeon-aflysning

- Det er en regulær skandale, hvis Odeon har aflyst et stort arrangement af hensyn til det kinesiske regime, siger Christel Gall fra Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti bakker derfor 100 procent op om et forslag fra Enhedslisten, som vil blive fremsat på byrådsmødet i Odense den 11. december. 

Enhedslisten vil have sagen op i byrådet med henblik på at få Odense Kommune til at undersøge de nærmere omstændigheder omkring aflysningen af et stort arrangement med en kina-kritisk dansetrup den  2. og 3. april næste år.

Mystisk aflysning

Det delvist kommunalt ejede musik-, teater- og konferencehus er kommet under mistanke for at have annulleret en aftale med den systemkritiske kunstnergruppe Shen Yun fra New York for ikke at støde det kinesiske diktatur-regime. Odeons ledelse afviser mistanken, og fastholder aflysningen med den begrundelse, at der var tale om en fejlbooking.

- Der er i den grad grund til at få klarlagt omstændighederne i kølvandet på den mistanke, der er opstået, siger Christell Gall. Hun er også, hvis det bliver nødvendigt, parat til at drøfte sagen med partiets udenrigspolitiske ordfører, folketingsmedlem Søren Espersen, som er stærk kritisk overfor det kinesiske styres ageren i Danmark. 

- Det er salamimetoden, de kører. Det var det jo også med Det Kongelige Teater, som pludseligt afviste det her festspil fra Shen Yun, som har høstet stor anerkendelse rundt omkring i verden, bl.a. på Broadway, sagde Søren Espersen til Berlingske Tidende den 8. august.

Afventer byrådsmøde

Christel Gall vil dog i første omgang afvente, om der i Odense Byråd er flertal for en lokal undersøgelse af sagen.

- Jeg håber, at vi får en god forklaring fra Odeon, så vi forhåbentlig kan få afkræftet enhver mistanke om selvcensur eller pres fra det kinesiske styre.

- Vi har ytringsfrihed i Danmark, og jeg ville have reageret på samme måde, hvis det havde været et islamkritisk teaterstykke, som var blevet aflyst af frygt for muslimer, siger Christel Gall.

TV 2/Fyn har bedt om en kommentar fra Odeons ledelse, men administrerende direktør Jens Pedersen og vicedirektør Christian Belling har ikke reageret på vores henvendelser.

Enhedslisten kræver svar i Odeon-sag

Oversigt

    Oversigt