Debat om fjernvarmesalg fortsætter: - Det er uansvarligt ikke at se på andre muligheder

Debatten om det potentielle salg af Fjernvarme Fyn fortsætter mellem De Konservative og Socialdemokratiet i Odense. Tommy Hummelmose (K) mener, at firmaets budget giver anledning til at se på andre købere.

Den efterhånden noget ophedede debat om det potentielle salg af Fjernvarme Fyn til Energi Fyn er endnu en gang blusset op.

Det kommer sig af, at fjernvarmeselskabet tirsdag kunne præsentere sit bedste regnskab i flere år, og det gav ifølge Tommy Hummelmose (K), byrådsmedlem i Odense Kommune, anledning til igen at sætte spørgsmålstegn ved salgsplanerne.

Sådan skrev han tidligere på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Situationen omkring salget af Fjernvarme Fyn er ret kompliceret. Peter Rahbæk Juel (S) (Odenses borgmester, red.) vil kun se på én potentiel køber, altså Energi Fyn, hvor vi fra De Konservative mener, at der er andre interessante købere, der tilbyder andre løsninger. Vi synes, at det er uansvarligt kun at se på den løsning, Energi Fyn kan tilbyde, uddyber Tommy Hummelmose overfor TV 2/Fyn. 

Vi ikke sælge til en kapitalfond 

Fjernvarme Fyns overskud ligger på i alt 156 millioner kroner, og det mener byrådsmedlemmet er et udtryk for, at firmaet klarer sig godt. 

Derfor er det også vigtigt for ham, at alle muligheder for salg undersøges, så man kan få den bedste pris og derefter bruge pengene til at investere i en grøn omstilling.

quote De Konservative har længe følt, at Peter Rahbæk Juel (S) ikke lytter til dem og bruger derfor sagen til at udstille det

Allan Spangsberg, politisk reporter, TV 2/Fyn

- Jeg synes, at det ville være interessant at se på, om vi kan udlodde overskuddet til den grønnere omstilling. Det er ikke vigtigt for mig, at det ikke bliver Energi Fyn, det er bare vigtigt, at alle muligheder bliver undersøgt, så vi kan træffe en beslutning på et veloplyst grundlag, siger Tommy Hummelmose.

Socialdemokratiet holder derimod fast i, at hvis der skal sælges, så skal det være til Energi Fyn.

- Vores holdning er, som den hele tiden har været. Hvis vi skal sælge noget så dyrebart som Fjernvarme Fyn, er det vigtigt for os, at det sker til noget fynsk, lokalt og forbrugerejet, og det er Energi Fyn de eneste, der er, og derfor holder vi fast, siger Cæcilie Crawley (S) til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Vi er ikke interesserede i den højeste pris, hvis det er en kapitalfond, der køber den. Vi er ikke interesserede i, at der kommer nogle og tømmer vores fjernvarme for alle dens værdier og sælger den videre, siger hun.

Politisk reporter Allan Spangsberg forklarer, hvad der er på spil.

En måde at positionere sig 

TV 2/Fyns politiske reporter Allan Spangsberg vurderer, at der ligger mere bag den opblussede debat end blot politisk uenighed.

- Der er selvføgelig en reel politisk uenighed om, hvorvidt man skal ud og sondere markedet efter flere potentielle købere, men der ligger også en konflikt mellem De Konservative og socialdemokraterne. De Konservative har længe følt, at Peter Rahbæk Juel ikke lytter til dem og bruger derfor sagen til at udstille det, siger Allan Spangsberg.

Desuden vurderer han, at De Konservative ligeledes bruger debatten til at positionere sig i det politiske spil, så de for alvor står som et reelt oppositionsparti til Socialdemokratiet.

-  Spørgsmålet er så bare, om det er godt at stå udenfor, hvis salget går igennem, og pengene bliver brugt til renovering af skoler med mere, siger Allan Spangsberg.

Den opblussede debat kan dog i sidste ende betyde, at salget ikke gennemføres alligevel, hvis det møder generel modstand fra odenseanerne, vurderer han.

Oversigt

    Oversigt