Demonstration i Vollsmose - At rive gode billige almene boliger ned er en katastrofe

To foreninger vil afholde cykeldemonstration i Vollsmose mod nedrivningen af boliger.

Med musik og flag vil organisationerne Almen Modstand Odense og Racismefri By - Odense for Mangfoldighed cykle gennem Odense-bydelen Vollsmose. 

Det sker på dagen, hvor Folketinget skal behandle et borgerforslag fra Almen Mostand om at ophæve loven om nedrivninger af almene boliger og at afskaffe ghettolisterne. 

- Vi ønsker, at Odense Kommune, Civica og FAB trækker “afviklingsplanen” for Vollsmose tilbage. I stedet skal de sætte ind med en indsats rettet mod Vollsmoses reelle problemer. Vi ønsker at indgå i en reel dialog med byrådets politikere om en fælles fremtid for alle borgere i Vollsmose, siger Rina Krøyer fra Almen Modstand Odense i en pressemeddelelse. 

Demonstrationen starter ved Granparkens parkeringsplads klokken 16, hvor de fremmødte cykler gennem alle parkerne og ender i Birkeparken klokken 17.

Vollsmose-boliger rives ned

Et bredt flertal bestående af den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Konservative), Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF ønskede i 2018 helt af afvikle alle ghetto-områder inden 2030. Midlet blev et krav om, at antallet af almene familieboliger i belastede boligområder maksimalt måtte være 40 procent.

Og da Vollsmose optræder på ghettolisten, skal flere boliger altså rives ned. 

- De udsatte boligområder er blevet stemplet som “sorte huller”, “ghetto” og “parallelsamfund”. Det er faktuelt forkert og diskriminerende og en skamplet for vores by. At rive gode billige almene boliger ned er en katastrofe, for de er en mangelvare i Odense, fortæller Lene Junker fra Racismefri By - Odense for Mangfoldighed. 

I 2019 besluttede Odense Kommune, Civica og FAB at 1.000 almene familieboliger i Vollsmose skulle rives ned i Fyrreparken, Birkeparken, Bøgeparken, Granparken, Lærkeparken og Egeparken.

Borgerforslaget, som folketinget tirsdag skal behandle, har fået 55.758 underskrifter. Når et borgerforslag får 50.000 underskrifter, skal politikerne på Christiansborg tage stilling til det. 

Oversigt

    Oversigt