Demonstranter går på gaden for at kræve ny voldtægtslov

Demonstration i Odense. Der skal være samtykke til sex, ellers er det voldtægt, siger arrangør af demonstrationer for ny voldtægtslov.

Søndag demonstreres der landet over for en ny voldtægtslovgivning, der skal give kvinder en bedre beskyttelse mod seksuelle overgreb.

Det er Amnesty International og 13 andre organisationer, som står bag indkaldelse til demonstrationer i landets fire største byer.

Det sker på FN's internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.

- Det handler om, at det er på tide, at Danmark får en voldtægtslov, som er tidssvarende, siger Helle Jacobsen, programleder i Amnesty Danmark.

- Vi har en meget gammeldags lovgivning, som gør, at vi er tæt på de facto at have straffrihed for voldtægt i Danmark, siger hun.

Som loven er nu, afgøres voldtægtssager ud fra, om det kan bevises, at offeret har været udsat for vold, tvang, trusler eller har befundet sig i en forsvarsløs tilstand.

Men Amnesty og flere andre organisationer vil have lavet loven om, så sex uden samtykke defineres som voldtægt.

Det har man gjort i eksempelvis Sverige, Tyskland og England.

- Det skal stå klart i lovgivningen, at sex uden samtykke er voldtægt. Vi skal langt væk fra den tvangsbaserede definition, vi har i dag, fordi den på utroligt mange måder er problematisk, siger Helle Jacobsen.

Det skønnes ifølge Det Kriminalpræventive Råd, at cirka 5100 kvinder hvert år udsættes for tvangssamleje eller forsøg på det.

944 personer anmeldte i 2017 voldtægt til politiet, og ud af disse sager endte 94 med domfældelse.

Det er alt for lidt, lyder det fra arrangøren af søndagens demonstrationer.

- Hvis du kigger på erfaringer fra England, som har en samtykkelovgivning, så viser erfaringerne, at der var et kæmpe boom i antallet af anmeldelser og dermed også domfældelser, da man indførte loven.

- Så vi tror på, at det vil gøre en forskel i praksis, siger Helle Jacobsen.

- Men det er også en meget vigtig flytning af holdninger. Den nuværende lov siger, at en kvinde er tilgængelig, indtil hun har kæmpet imod fysisk vold. En samtykkelovgivning placerer ligeligt ansvaret på begge parter for at sikre, at sex er frivilligt, siger hun.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har nedsat en ekspertgruppe, der skal se på voldtægtslovgivningen.

Demonstrationerne finder sted søndag eftermiddag i København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Oversigt

    Oversigt