Demonstration: Beboere protesterer mod nedrivninger i Vollsmose

Tirsdag aften vil beboere i Vollsmose demonstrere mod kommunens planer om at rive bygninger ned i Vollsmose. 

Beboerne i Vollsmose er tirsdag aften inviteret til borgermøde om kommunens omdannelsesplaner i bydelen. Samtidig har en række beboere i området indkaldt til demonstration mod de planlagte nedrivninger.

- Vi vil stå med skilte foran H.C. Andersen Skolen, og vi opfordrer alle, der er imod nedrivningsplanerne, om at møde op. Vi mener, at hvis der er problemer med de mennesker, der bor i Vollsmose, må man gøre noget ved menneskene og ikke bygningerne, siger Flemming Falkenberg Hansen fra organisationen Almen Modstand, der står bag demonstrationen. 

- Vi hedder Almen Modstand, fordi det er et alment problem, at man begynder at privatisere på boligområdet, lyder det fra Flemming Falkenberg Hansen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odense Kommune fremlægger tirsdag kommunens planer for Vollsmose for offentligheden, men allerede mandag kunne TV 2/Fyn fortælle, at kommunen over de næste ni år vil nedrive omkring 1.000 boliger i Vollsmose.

- Vi har hele tiden været imod nedrivninger. Men vi har vidst, at det kom siden Lars Løkke snakkede om sorte huller. Men vi mener, at der er tale om huller i velfærden, og at der ikke er sat ordentligt ind mod velfærdsproblemerne i Vollsmose, siger arrangøren af demonstrationen tirsdag aften.

Ifølge Almen Modstand er problemerne i Vollsmose overdrevet.

- Der er uendelig lidt kriminalitet i Vollsmose. Bortset fra Bøgetorvet svarer kriminaliteten i bydelen til landsgennemsnittet. Vi har haft problemer med fire familier i 40 år uden at nogen har grebet ind, siger Flemming Falkenberg Hansen.

 

Demonstrationen begynder klokken 17.30.

Oversigt

    Oversigt