Dessertdyst i Odense: 22-årige Teis ville på konditorlandsholdet

Seks aspiranter var lørdag til kvalifikation til at komme på konditorlandsholdet i Odense.

Der var godt gang i ganache, browniebunde og chokoladebånd, da seks dessertglade deltagere dystede om at få én af de fire pladser på konditorlandsholdet, der holder til i Odense.

Foran et dommerpanel skulle de seks deltagere samle de kager, de havde forberedt hjemmefra for derefter at kvalificere sig.

Én af de seks fremmødte aspiranter var 22-årige Teis Jensen, der til dagligt at konditorelev hos La Glace i København. 

TV 2 Fyn fulgte med, da Teis Jensen gik i konditorkøkkenet og håbede på én af pladserne.

Kan komme til VM

Teis Jensen havde sat sig for at lave en kage inspireret af den berømte is Kæmpe Eskimo med chokolade, fløde og solbær.

- Jeg er meget tilfreds. Jeg ville ikke have haft den anderledes, siger Teis Jensen, inden han skal vise den til dommerne.

- Den er mere æstetisk, end den er praktisk, ler Teis Jensen, da han skærer den ud til Magnus Birch, der er træner for konditorlandsholdet.

Teis Jensens kage var inspireret af den kendte is Kæmpe Eskimo.
Teis Jensens kage var inspireret af den kendte is Kæmpe Eskimo.
Foto: Alex Syrik

Selvom Teis Jensen får ros for sin kage, så er det ikke kun bagværket, der har betydning for udtagelsen.

- 50 procent af det er at finde ud af, hvordan de er menneskeligt og socialt, og om de har kampgejst og evner til at arbejde sammen. For selvom kagerne er vigtige, så er det vigtigste, at de passer ind i stil og ånd, forklarer Magnus Birch.

Et svært valg

Kæmpe Eskimo-kagen stod som den skulle, og tilbage var der kun at håbe på, at der kunne blive plads på landsholdet. 

- Det er en kvalifikation, og vi forventer ikke at kunne tage direkte til VM med dem, vi har her, det er for at vise noget om niveauet, siger Magnus Birch, der var imponeret over alle dagens deltagere.

Efter en votering kunne Magnus Birch og de andre dommere udpege de fire deltagere, der efter lørdagens kvalifikation kunne tage en plads på landsholdet. 

Til stor glæde fik Teis Jensen én af de fire pladser, og er nu en del af det 11-mand store konditorlandshold.

- Det betyder rigtig meget at kunne gå på den legeplads her og være med. At kunne få noget erfaring og nye bekendtskaber, siger han.

Deltagerne kan se frem mod at kunne deltage ved VM i Lyon i Frankrig i 2023, samt forskellige mindre arrangementer. 

Se indslaget:

22-årige Teis Jensen skulle kvalificere sig til konditorlandsholdet i Odense lørdag.
Fotograf: Fotograf: Alex Syrik

Oversigt

    Oversigt