Det endte uafgjort i Odense: Rasmus Jönsson sikrede OB point

Kenneth Emil Pedersen brokkede sig til en udvisning, da OB lørdag spillede 1-1 mod Randers FC i den første Europa-playoff-kampe.

Med en mand i undertal lykkedes det lørdag OB at få reddet 1-1 mod Randers FC i Alka Superligaens Europa League-playoff. 

Kort før tid sikrede Rasmus Jönsson OB et acceptabelt udgangspunkt før returkampen i Randers om ni dage.

Alt var ellers lagt til rette for gæsterne i begyndelsen af anden halvleg, da OB's Kenneth Emil Petersen blev udvist, og Joel Allansson kort efter bragte Randers på 1-0.

Mens anden halvleg var rig på dramatik, så gjorde det modsatte sig gældende før pausen.

De fynske værter havde mest boldbesiddelse og prøvede at finde åbninger i Randers forsvar, men den sidste aflevering manglede.

Der var få chancer til begge hold, og ingen af holdene turde rigtigt at gå efter det første mål.

Efter små ti minutter havde Randers den første store chance, men OB-keeper Michael Falkesgaard parerede Viktor Lundbergs hårde skud.

Senere tvang Kasper Fisker OB-målmand Falkesgaard ud i endnu en redning på et frispark.

I den anden ende var OB's Rasmus Festersen og Casper Nielsen tæt på med skud fra distancen, men her var Randers-keeper Hannes Halldorsson på plads.

Anden halvleg startede ud med stor dramatik. OB's midterforsvarer Kenneth Emil Petersen fik gult kort efter at have nedlagt Randers-angriberen Marvin Pourie. Derefter brokkede han sig til endnu et gult kort, og dermed blev han vist ud.

Det skulle Randers blot bruge tre minutter til at udnytte. Joel Allansson modtog bolden lige uden for feltet og sparkede den resolut ind bag en sagesløs Michael Falkesgaard til 1-0.

Udvisningen satte pres på OB, men fynboerne forsøgte at score det udlignende mål. Efter en times spil var Yao Dieudonne tæt på, men hans afslutning blev rettet af og strøg tæt forbi mål.

Med mindre end ti minutter tilbage udlignede OB, da Rasmus Jönsson prikkede bolden forbi Halldorsson efter en aflevering fra Anders K. Jacobsen. 

Begge hold pressede på til sidst, men der kom ikke flere mål i kampen.

Med det uafgjorte resultat er der fortsat spænding inden returopgøret 29. maj i Randers.

Oversigt

    Oversigt