Det kurdiske nytår blev skudt i gang i Bolbrohallen

Det var ikke kun forårets komme, som kurderne kunne fejre ved lørdagens nytårsfest. De har nemlig erklæret føderalt selvstyre i det nordlige Syrien.

Over 500 mennesker var lørdag aften samlet til fejring af det kurdiske nytår også kaldet newroz. Programmet stod på dans, sang og politiske taler - og i sær et emne blev der talt om. 

I denne uge erklærede partier og organisationer i det nordlige Syrien området for føderalt selvstyre. 

Engin Can, som har kurdiske rødder, var som mange andre glade for udviklingen i det nordlige Syrien. 

- Jeg var lykkelig. Jeg var meget glad. Jeg ved at det er den rette vej, for politikken i mellemøsten kræver, at vi skal have mere demokrati og mere lighed, siger Engin Can. 

Kurdere fra hele verden havde som Engin Can fundet vej til den store fest i Bolbrohallen. En af dem, Erdinc Øzel, havde taget turen fra København. 

- Det er en del af min personlighed, en del af identiteten, en del af min historie og det vil jeg gerne være med til at fejre. Det er en vigtig dag for de fleste kurdere, siger Erdinc Øzel. 

Den 21. marts er den rigtige dag for newroz, og det bliver markeret i store dele af verden, hvor kurdere bor. Dog har den tyrkiske regering forbudt fejringen af newroz i mange tyrkiske byer. 

Oversigt

    Oversigt