Det tænker odenseanerne om letbanen: Her er syv udfordringer, passagererne peger på

Flere letbane-passagerer undrer sig over, at der ikke er bedre mulighed for at holde fast i stropper eller håndtag i letbanetogene.

Letbanen har kørt på skinner i syv dage, fyldt med passagerer, der efter mange års arbejde har været glade for at kunne tage en tur med byens nye transportmiddel. 

TV 2 Fyn har spurgt til fynboernes oplevelser med letbanen, og særligt én ting bliver påpeget gentagne gange.

- For os, der ikke er så høje, er det svært at finde noget at holde fast i, skriver Annette Møller til TV 2 Fyn.

Fynboerne har skrevet om flere udfordringer ved letbanen, for eksempel for meget larm og for lidt plads til cykler:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For høje stænger

I Odense bor Bjarne Frost, der har rejst rundt i flere dele af verden for at se og køre med forskellige letbaner og sporvogne. Derfor har han også glædeligt kørt hele ruten med letbanen i Odense og ser samme problem.

- Jeg er stadig vildt begejstret, og der er en superfin indretning, men der mangler stropper, når man står op, siger Bjarne Frost, der er pensionist.

Dan Ravn, der er direktør for drift og vedligehold ved letbanen, er klar over problemet med at nå op til holdestangen eller mulighed for anden støtte i letbanetogene.

- Det er også en af de meldinger, vi har fået ind. Det er selvfølgelig noget, vi vil tage med videre. Hvis det er et behov, der er oplevet derude, er det i givet fald også noget, vi vil gøre noget ved, siger Dan Ravn.

Bjarne Frost foreslår blandt andet, at man kan lave en slags knagerækker midt i toget med en stang, der går fra gulv til loft.

- Hvis de ikke vil have stropper, er det en mulighed. Der er jo masser af plads til at have flere holdestænger, understreger han.

Ingen cykelplads

Man kan tage sin cykel med i letbanen gratis, men flere skriver til TV 2 Fyn, at der ikke er nok plads til at stille dem i toget.

- Jeg har kørt med letbanen både med og uden cykel, og jeg oplever, at der sidder folk på sæderne, hvor cyklerne skal stå. Der er svært at holde cyklen, når den ikke er spændt fast, så måske skulle sæderne fjernes, og der skulle være stativer, som cyklerne kan stå fast i, skriver Anette Møller.

Derudover bliver der skrevet om larm i togene, bratte opbremsninger, for smalle sæder og for kort tid til at komme ind og ud af toget.

- Når der er mange, er der problemer med at få toget i gang, da folk står op af censorerne ved dørene, skriver Palle Henriksen.

Letbanen har været gratis at køre med siden åbningsdagen og frem til på søndag. Mange har været på tur med letbanen, men torsdag ved middagstid holdt flere letbanetog stille i byen på grund af driftsproblemer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt