Det vil Odense gøre for at forhindre plejehjemsskandale

Ældre- og handicaprådmand i Odense Kommune vil sikre, at den aarhusianske Else-sag ikke kan ske i Odense. Derfor holder han møde med alle kommunens plejehjem.

Odense Kommune gennemfører i den kommende tid en række dialogmøder med pårørende på kommunens plejecentre.

Årsagen er, at ældre- og handicaprådmand Søren Windell (K) vil forhindre en lignende sag som den meget omtalte Else-sag fra Aarhus.

- Det, der skete i Aarhus, er frygteligt at se, og det skal vi sørge for ikke sker i Odense, siger rådmanden.

Vil fjerne bekymring

Han har ingen grund til at tro, at det samme sker i Odense, men han erkender, at Else-sagen, der blev vist på TV 2, har gjort mange pårørende bekymrede.

- Vi vil rigtig gerne i dialog med de pårørende på vores plejehjem og se, om vi kan fjerne den bekymring, fortæller Søren Windell.

For at forhindre en odenseansk Else-sag har Enhedslisten i Odense Byråd tidligere foreslået, at der skulle oprettes en anonym hotlinje, hvor beboere og pårørende kunne klage over ældreplejen. 

Selvstændige bestyrelser

Det har Søren Windell afvist. I stedet ønsker han, at der oprettes selvstændige bestyrelser på plejecentrene, som det er tilfældet på kommunens private plejehjem.

Søren Windell, ældre- og handicaprådmand, Konservative
Søren Windell, ældre- og handicaprådmand, Konservative
Foto: Ole Holbech

- Vores friplejehjem har jo bestyrelser, hvor der sidder nogen fra lokalsamfundet. Det kan være en lokal idrætslærer, en præst eller en brugsuddeler fra nærområdet, der gerne vil bidrage til, at det går godt på plejehjemmet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi havde bestyrelser på alle Odenses plejehjem. Jeg kan se, at Venstre bakker op om, og det er jeg rigtig glad for, fortæller Søren Windell. 

Dialogmøderne gennemføres på alle kommunens godt 20 private og kommunale plejecentre.

Det første finder sted torsdag aften, hvor pårørende til beboere på Plejecenter Marienlund er inviteret til møde i et menighedslokale i en lokal kirke.

Oversigt

    Oversigt