DF-politikere frifundet for racismeanklage

Statsadvokaten frifinder Camre, Krarup og Messerschmidt for racistiske udtalelser.

Udtalelserne faldt i forbindelse med Enhedslistens beslutning om at opstille den muslimske Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget.
Der er en "særlig vidtgående ytringsfrihed for politikere", hedder det. 

Gik ikke over stregen

Statsadvokaten for København og Bornholm mener ikke, at flere
fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti gik over stregen, da
de i foråret sammenlignede tørklæder med hagekors og muslimer
med nazisterne.

Udtalelserne fra EU-parlamentarikeren Mogens Camre samt de to
folketingsmedlemmer Søren Krarup og Morten Messerschmidt
medførte en politianmeldelse fra Dokumentations- og
Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC).

Men politiadvokat Jens Rasmussen skriver i afgørelsen, at "statsadvokaten har ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på, at de nævnte politikere som medlemmer af henholdsvis Folketinget og
Europaparlamentet for Dansk Folkeparti har taget aktiv del i den politiske debat for en restriktiv udlændingepolitik bl.a. vendt mod muslimer".

- De anmeldte ytringer er fremsat i den forbindelse. Der
gælder i denne situation en særlig vidtgående ytringsfrihed for
politikere om kontroversielle samfundsanliggender, hedder det i
afgørelsen.

Trænger til psykiatrisk behandling

Udtalelserne fra de tre medlemmer af Dansk Folkeparti kom i kølvandet på Enhedslistens beslutning om at opstille den muslimske Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget.
 
Mogens Camre sagde blandt andet, at Asmaa Abdol-Hamid "trænger til psykiatrisk behandling", mens Morten Messerschmidt udtalte, at "alle
muslimske samfund per definition er tabersamfund".
 
Og Søren Krarup sammenlignede religiøst betingede hovedtørklæder og nazisymboler: 
 - Det mener jeg fuldstændig. Ligesom nazisterne mente, at alle fra en anden race skulle udryddes, mener islam, at alle, der er af en anden tro, skal omvendes, og det vil i sidste instans sige udryddes, sagde Søren Krarup.

Krarup ikke overrasket

Dansk Folkepartis Søren Krarup er ikke overrasket over statsadvokatens afgørelse.

- Der er jo tale om totalitære symboler af samme art, og det
er da indlysende tale, man kun kan modsige, hvis man er uvidende
om åndshistoriske forhold. Jeg er overhovedet ikke overrasket.
Det skulle da lige passe sig, siger Søren Krarup. 

Oversigt

    Oversigt